23948sdkhjf

Vognmænd: Med effektiv kontrol bliver der plads på rastepladserne

Bliver EU-vejpakken med dens krav om løn- og arbejdsforhold for chaufførerne kontrolleret effektivt, så er der flere gevinster at hente for de danske chauffører og vognmænd end en mere lige konkurrence.

En effektiv Vejpakke-kontrol vil nemlig også betyde, at et andet af de store problemer for branchen her i landet vil løse sig, nemlig manglen på rastepladskapacitet.

Det slog formand for Sydøstjyllands Vognmandsforening, Per Rasmussen, fast, da foreningen i weekenden i Fredericia holdt sin årlige generalforsamling.

Sæt en streamer på bilen

»For med de fleste østeuropæiske biler ude af landet, fordi de ikke overholder overenskomstkravene, bliver der langt bedre plads på vore rastepladser. Ja, måske bliver der ikke engang brug for den 500 lastbiler store EU-plads ved Horsens, som en lokal entreprenør med interesser i vognmandsbranchen har planer om,« sagde Per Rasmussen, som tilføjede, at han nu er meget spændt på, hvor effektiv kontrollen med Vejpakken bliver.  

»Men lad os nu se, hvor stærkt det går med at få kontrolleret alle dem, der får for lidt. Virker det, så kan det være, at vi kommer til at opleve det, der tilbage i nullerne hed ”cabotagekørsel i begrænset omfang” i stedet for en dominans af lastbiler med hvide nummerplader på vore veje, « sagde Per Rasmussen, som gentog sit forslag til en streamer, som vognmændene kan sætte på deres biler med teksten: ”Her kører en dansk lastbil med en chauffør til overenskomstmæssig løn”,

Per Rasmussen nærer i det hele taget et stort håb om, at en effektivt kontrolleret EU-Vejpakke vil gøre det nemmere for den danske vognmand at klare sig i fremtiden:

»Der er vel stadig flere danske end der er udenlandske lastbiler på de danske veje. Nogen gange virker det bare ikke sådan. Dels fordi helt legal cabotagekørsel er et særdeles udbredt fænomen. Og dels fordi danske vognmænd har etableret sig uden for Danmark med firmaer, der så kan køre helt uden om danske regler og overenskomster. Det vil ændre sig, hvis EU's vejpakke bliver håndhævet. Så skal chauffører på danske veje have dansk løn, de skal holde deres 45 timers hvil uden for lastbilen, udenlandske biler skal oftere tilbage over grænsen – og skuffeselskaberne skal afskaffes,« sagde Per Rasmussen.

Giv højden fri

Lokalformanden valgte også at glæde sig over, at lastbiler siden 1. januar i år har fået lov til at køre lige så hurtigt som personbiler på landeveje, nemlig 80 kilometer i timen.

»Det var på tide,« sagde Per Rasmussen, som også glæder sig over, at vognmændene har fået lov at køre med højere lastbiler og påhængskøretøjer - 4 meter og 10 centimeter i stedet for som indtil nu 4 meter.

»Vi arbejder videre på at få højden op i samme luftlag som vore nabolande – i Norge, Sverige og Storbritannien er højden faktisk givet helt fri,« påpegede han.

Som vognmænd placeret i det sydøstjyske kommer man ikke uden om diskussionen om en udvidelse af E45. Vognmændene i Sydøstjyllands Vognmandsforening tripper stadig meget utålmodigt efter en udvidelse af den stærkt trafikerede østjyske motorvejsstrækning.

Per Rasmussen sagde, at transportpolitikerne på Christiansborg bør lytte meget opmærksomt, når vognmændene endnu en gang siger, at flaskehalsen på den østjyske motorvej stadig er der.

»Ganske vist har vi fået ekstra spor på dele af strækningen. Men det letter altså ikke for alvor på trafikken, før der er seks spor hele vejen fra Kolding til nord for Randers. Og det samme vil vi gerne have hele vejen tværs over Fyn – eller i det mindste hele vejen forbi Odense.«

»Jeg ved godt, at mange andre projekter trænger sig på, når pengene skal fordeles. Men hvad hjælper mest – det er det spørgsmål, politikerne bør stille sig selv. Svaret er ret indlysende, set fra mit synspunkt,« sagde Per Rasmussen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078