23948sdkhjf

Vognmand frifundet – i sag som hans chauffør blev frifundet i for to år siden

Frifundet. Sådan lyder dommen i en sag mod vognmandsfirmaet Sonni Vestrup ApS. En sag, der går tilbage til juni 2018, da hans chauffør og samlever Mette Madsen bliver stoppet på Køge Bugt Motorvejen af politiet og sigtet for at have kørt for hurtigt og manipuleret med tachografen og hastighedsbegrænseren. Det førte til en tiltale, en dom i byretten og senere en frifindelse i landsretten.

Efter frifindelsen i landsretten vælger anklagemyndigheden at rejse tiltale mod Mette Madsens vognmand, Sonni Vestrup. Og det er den sag, der netop er faldet dom i, der lyder på en frifindelse af vognmanden.

Dommen blev afsagt 7. marts, og anklagemyndigheden har ikke anket dommen. I dommen er også nævnt, at Mette Madsen blev frifundet ved Østre Landsret 11. september 2020 som chauffør på den lastbil, der er nævnt i sagen mod Sonni Vestrup ApS.

Sonni Vestrup ApS var tiltalt for to forhold ved retten i Roskilde ved at være ansvarlig for, at Mette Madsen førte firmaets lastbil, ”selvom tachografen ikke var indstillet korrekt, idet der var foretaget uautoriseret, konstruktivt indgreb i køretøjets tachograf eller dets forbindelser, idet der var indtastet forkerte W værdier, hvilket afstedkom en fejloptegnelse på 3,93 % i tachografen” og at være ansvarlig for at Mette Madsen førte firmaets lastbil ”selvom køretøjet ikke var i lovlig stand, således det kunne benyttes uden fare eller ulempe for andre, idet der var foretaget uautoriseret konstruktivt indgreb i køretøjets hastighedsbegrænser, således at køretøjets hastighed kunne overskride 90 km/t.”

Sonni Vestrup nægtede sig skyldig.

Forud for sagen havde tungvognsadvokat Rasmus Lind Hardt, som førte denne sag og som også førte sagen, da Mette Madsen stod tiltalt, bedt om at få sagen afvist. Men uden held.

- Jeg var rystet over, at anklagemyndigheden kom med sagen igen. Det tenderer til, at de omgås to-instans-princippet (princip i det danske retssystem der giver ret til at få en sag vurderet ved to forskellige domstole. Det betyder, at der er mulighed for at klage over (anke) en retsafgørelse og bede om at få en højere domstol til at tage stilling til, om afgørelsen er korrekt red.). Derfor prøvede jeg at få sagen afvist, men det lykkedes ikke, og så var det sådan, det var, siger Rasmus Lind Hardt.

Nye dæk

14 dage før Mette Madsen bliver stoppet på Køge Bugt Motorvejen, har lastbilen hun kører i fået skiftet dæk. Dækkene er samme størrelse som dem, der blev skiftet, så derfor kalibrerer Sonni Vestrup ikke tachografen, da han har fået at vide, at det ikke skal gøres, hvis der skiftes mellem samme dækstørrelser. Men politiet mener, efter lastbilen bliver kalibreret ved en Volvo-forhandler på dagen for standsningen, at noget ikke stemmer. For den impulsværdi, der er tastet ind i i tachografen ved det seneste 2-årige eftersyn sammenholdt med den værdi, der bliver målt ved Volvo-forhandleren, er forskellige, og kan give en, i teorien, procentmæssig hastighedsforøgelse på 3,39 %. Og når hastighedsbegrænseren er sat til 89 km/t plus den teoretiske hastighedsforøgelse på 3,39, så kan lastbilen - i teorien - køre for hurtigt.

Og kan den det, skulle det betyde, der både var manipuleret med tachograf og hastighedsbegrænser.

Men retten finder ikke, at det forhold, at tachografen ikke blev kalibreret efter dækskifte udgør en overtrædelse. Retten finder det heller ikke bevist, at lastbilen faktisk var i stand til at køre mere end 90 km/t. Retten lægger også vægt på dommen af 11. september 2020, hvor Mette Madsen under den nævnte kørsel ikke havde overskredet hastighedsbegrænserens maksimale hastighed, der var fastsat til 89 km/t.

- Det her en fire år gammel sag. Den har hængt over hovedet på Sonni Vestrup og Mette Madsen som en sort sky. Det er lang tid at gå med sådan noget. Manipulation er en alvorlig anklage, der kan give en ubetinget frakendelse af kørekort og dermed tage levebrødet fra en vognmand og en chauffør, siger Rasmus Lind Hardt og slutter:

- Politiet går rundt og siger, at tachografen skal kalibreres hver gang, der skiftes dæk, og jeg ved, at de har givet bøder for det. Men det er jo ikke rigtigt, og det har vi tydeligt fået rettens ord for nu, og jeg mener, at den her dom kan bruges i andre sager fremadrettet.

Hos anklagemyndigheden lyder det, at det er forståeligt, hvis det ser mærkeligt ud for udenforstående, at de på denne måde "fastholder tiltale" i sagen. Men anklager Camilla Meding fra Midt- og Vestsjællands Politi påpeger samtidig, at der er tale om to forskellige sager, idet den ene var mod chaufføren og den anden altså var mod vognmanden.

Hun forklarer til Lastbil Magasinet, at det, at anklagemyndigheden tiltaler vognmanden, er helt almindelig praksis, da vognmanden i sådanne sager har et strengere ansvar end chaufføren.

Men giver det mening at tiltale vognmanden, når chaufføren allerede er frikendt i landsretten for de forhold?

- Der er altid et dobbeltansvar. Og i sagen mod chaufføren mente retten ikke, at anklagemyndigheden havde ført det fornødne bevis for, at tiltaleforholdene skulle være sket. Det er ikke det samme som at sige, at det ikke er sket. Det er et slag til anklagemyndigheden, hvor det bliver sagt ”I gjorde det ikke godt nok”. Og derfor gik vi her (i sagen mod Sonni Vestrup red.) efter det strenge ansvar, som er noget andet, siger Camilla Meding.

Hun er ærgerlig over dommen, men den bliver ikke anket. I dommen fra retten i Roskilde, hvor Sonni Vestrup ApS er frifundet, er brugt samme formulering i begrundelsen for frifindelse i forhold 2, der handler om manipulation af hastighedsbegrænseren. Nemlig at retten ikke finder det bevist, at der skulle være foretaget uautoriseret konstruktivt indgreb.

Men hvis det er det samme som at sige, at det ”bare” ikke er bevist godt nok fra anklagemyndighedens side, hvorfor anker I så ikke – og beviser det bedre?

- Anklagemyndighedens opfattelse er, at der en konkret vurdering, et enkeltstående tilfælde, i de pågældende sager, der ikke vil få betydning for fremtidige vurderinger af overtrædelser. Så derfor anker vi ikke.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063