I det meste af 2017 har historier om manipulation af lastbilernes AdBlue-anlæg præget vognmandsbranchen. Siden tungvognspolitiet i foråret tog nyt teknisk udstyr i brug, har de været i stand til at afsløre lastbiler, der er blevet manipuleret. Resultatet af politiets kontroller har været nedslående.
På et sted mellem hver tredje og hver fjerde udenlandske lastbil, der er blevet udtaget til kontrol, har politiet fundet de små manipulationsenheder, der snyder bilens computer til at tro, at alting er i orden, selvom AdBlue-systemet er koblet fra.