23948sdkhjf

Vognmand sendt ud i absurd limbo: Jeg er målløs

En af de vognmænd, der lige nu mærker de lange sagsbehandlingstider og den nye administrative praksis hos Færdselsstyrelsen er Anders Køpke, der ejer Atea Transport i Randers.

Han forklarer til Lastbil Magasinet, hvordan han skulle vente 36 dage på at få svar fra Færdselsstyrelsen på den ansøgning om nye tilladelser, han i første omgang fik at vide ville tage 14 dage om at behandle. Svaret fra Færdselsstyrelsen var et afslag, og det kommer meget bag på Anders Køpke.

- Jeg er målløs. Jeg kan ikke få tilladelserne, fordi bilerne ikke er indregistreret endnu, men jeg kan ikke få at vide, hvor lang tid der vil gå, fra jeg indregistrerer dem, til jeg får svar. Og bilerne må jo ikke køre, før jeg får tilladelserne. Så jeg kan risikere at stå med biler, der er indregistrerede, men ikke må køre i flere måneder, fordi der er så lang sagsbehandlingstid hos Færdselsstyrelsen. Det holder jo ikke, siger Anders Køpke.

Han har været vognmand i 17 år. Atea Transport har 37 biler.

Han plejede at have seks tilladelser liggende til eventuelle nye biler. Det er ikke længere muligt, efter Færdselsstyrelsen i februar ændrede den administrative praksis for udstedelse af vognmandstilladelser.

- Jeg fik at vide hos Færdselsstyrelsen, at de lange sagsbehandlingstider er på grund af den nye praksis de kører efter, som er en følge af vejpakken. Det er jo svært at sige så meget til, men det går jo hårdt ud over vognmænd, at det nu pludselig er sådan, at vi ikke kan have flere tilladelser end vi har biler, og der så er så lang behandlingstid på ansøgning om tilladelser, siger Anders Køpke og fortsætter:

- Jeg kan jo ikke ansætte chauffører til de nye biler, og så sige til dem, at jeg ikke ved, hvornår de skal begynde med at køre, men de skal bare stå standby uden løn. De skal have løn, og jeg skal betale leasingafgift på biler, der lige nu står stille.

Bremser enhver udvikling

Vognmanden forklarer, at lige nu er han i et limbo.

- Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal gøre. Færdselsstyrelsen svarer til de fleste af mine spørgsmål, at ”det ved vi ikke”. Jeg ringede til dem fredag klokken to minutter over ni, og da var jeg nummer 38 i køen. Da jeg kom igennem til omstillingen, stillede de mig igennem til den afdeling, der sidder med vognmandstilladelser, men der tog de den ikke, fordi alle var optagede, så en svarer sagde, jeg ville blive ringet op, når der var en ledig medarbejder. Mandag formiddag havde jeg stadig intet hørt og ringede til dem igen. Jeg kom så igennem efter 39 minutter og fik at vide, at jeg kunne komme til Ribe og hente tilladelserne, men de kunne ikke sige noget om, hvornår det kunne være, for de skal først behandle min nye ansøgning om tilladelser. Ahmen altså…., lyder det fra Anders Køpke.  

Han mener, det bremser enhver udvikling i et vognmandsfirma, og da der lige nu er masser at lave, er det ikke tiden til at vente månedsvis på tilladelser til biler, der kunne være på vejen i stedet for at holde stille.

- Tænk også bare på en nystartet vognmand der har fået bilen hjem og nu skal vente flere måneder på at få en tilladelse. Det kan jo lukke sådan en, før han overhovedet er kommet i gang. Og det er trist, slutter Anders Køpke.

Lastbil Magasinet har bedt Færdselsstyrelsen svare på en række spørgsmål om de lange sagsbehandlingstider og den nye administrative praksis.

Håbløs situation

DTL rettede mandag en hård kritik mod Færdselsstyrelsens arbejde og kaldte det i en pressemeddelelse en decideret ”nedsmeltning”.

- Færdselsstyrelsen ændrede i februar administrativ praksis for udstedelse af tilladelser til vognmænd. Ændringen betyder, at en virksomhed i dag højst kan få udstedt én tilladelse pr. køretøj. Tidligere var der en fleksibel praksis, hvor det var muligt have flere tilladelser end køretøjer, som har virket til fordel for både erhverv og myndighed, lød det fra DTL’s adm. direktør, Erik Østergaard.

DTL-direktøren peger på, at det tidligere har sparet både vognmænd og styrelse for administrative byrder, at der ikke skal bruges tid på ansøgning og sagsbehandling hver eneste gang, vognmanden skal tage et nyt køretøj i brug.

Med den nye praksis er det blevet sådan, at et nyt køretøj ikke kan blive indregistreret til godskørsel for fremmed regning, hvis vognmanden ikke er i besiddelse af en godskørselstilladelse til bilen. Det bestemmer Motorstyrelsen. Men Færdselsstyrelsen udsteder ikke vognmandstilladelser, medmindre køretøjet er indregistreret på forhånd.

- Det er en håbløs situation, der sætter mange vognmænd skakmat. Der er indkaldt til et møde om den sag i starten af maj, men det kan vognmændene jo ikke vente på, udtalte Erik Østergaard mandag.  

DTL har skrevet til transportministeren og Folketingets Transportudvalg om administrationen af tilladelserne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063