23948sdkhjf

Vognmandsvirksomhed kan se frem til bøde i millionstørrelse

En vognmandsvirksomhed i Aabenraa Kommune blev mandag den 15. juni 2020 genstand for grundig efterforskning, da politiet standsede to af virksomhedens lastbiler, der viste gentagne overtrædelser af reglerne for cabotagekørsel.
 
Midt- og Vestsjællands Politi har i noget tid bl.a. på baggrund af forskellige tips i branchen efterforsket en virksomhed, som var mistænkt for gentagne gange at køre ulovlig cabotagekørsel i Danmark.

Tungvognscenter Øst i Midt- og Vestsjællands Politi samarbejdede mandag 15. juni med Tungvognscenter Syd og Tungvognscenter Nord om en aktion, hvor to lastbiler fra samme virksomhed blev standset, mens virksomhedens kontorer i Aabenraa Kommune blev ransaget.

”Vi har i noget tid haft virksomheden mistænkt for at køre for mange ture i Danmark, og vores efterforskning pegede i retning af, at nogle af de tysk indregistrerede lastbiler kørte op mod 20 cabotagekørsler i Danmark mod de tilladte tre kørsler. Dermed besluttede vi at bringe de udenlandske lastbiler til standsning samt ransage virksomheden for at finde beviser herpå,” siger politikommissær Henrik Fobian fra Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Bøde i millionstørrelse

Ved ransagningen fandt politiet dokumenter, der pegede på, at den udenlandske virksomheds lastbiler havde kørt op mod 150 cabotageture, hvoraf mange var udført i blokke af 4 eller flere. Den samlede bøde kan i dette tilfælde løbe op i omegnen af en million kroner, vurderer politikommissær Henrik Fobian fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Som sikkerhed for, at bøden kan betales, har politiet tilbageholdt to af virksomhedens lastbiler, hvilket virksomheden ønskede indbragt for retten.

”Vi er rigtig glade for, at branchen er opmærksom på de mistænkelige kørsler, der kan forekomme på de danske veje. Selvom politiet også har nogle virksomheder i kikkerten, kan de små tips være med til at bekræfte en mistanke, så en efterforskning bliver intensiveret,” siger politikommissær Henrik Fobian.

Bødetaksterne er ifølge Færdselsstyrelsen på 35.000 kroner for 1-2 ulovlige cabotagekørsler, 70.000 kroner for 3-5 ulovlige kørsler og 105.000 kroner for 6-9 ulovlige kørsler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114