23948sdkhjf

Voldsomme spritsager i 2017

Lad det være slået fast med det samme. Det er hver gang både ekstremt dumt, ulovligt og uansvarligt, når en lastbilchauffør formaster sig til at sætte sig bag rattet med for høj en spirituspromille i blodet.  

Ser vi tilbage på 2017 var der dog alligevel nogle sager, med spiritus indblandet, som viste sig endog ekstra bizarre og iøjnefaldende. Lastbil Magasinet bringer her en lille oversigt over nogle af de grufulde episoder:

Drak videre

7. marts valgte en chauffør at blæse på politiet og drikke videre efter at have slingret i nødsporet på E45 ved afkørslen ved Hjallerup. En bilist fik lastbilen ind på rastepladsen Øksenhede og alarmerede politiet. Men inden ordensmagten nåede frem, var chaufføren så fræk, at han indtog mere af de våde varer. Politiet ventede derfor et par timer med blodprøve nummer to for at kunne vurdere den præcise promille under spirituskørslen.  

9. marts syntes en polsk chauffør åbenbart, at det var alt for ubehageligt at sidde bag rattet, da han havde fået mere end rigeligt at drikke. På et tidspunkt under sin kørsel steg chaufføren således ud for at kaste op…  
Den 37-årige chauffør blev spottet af en skræmt bilist, som kørte bag lastbilen, der slingrede voldsomt på E47. Den polske lastbil blev standset af Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi ved afkørslen til Tappernøje.

Legede gemmeleg med politiet

18. april var det en litauisk chauffør, som havde kigget for dybt i flasken. Han blev standset, da hans vogntog slingrede på motorvejen før Limfjordstunnellen. Manden, der er født i 1965, havde en promille langt over 2 og gjorde i øvrigt modstand, da han blev bedt om at forlade bilen. Han var så fuld, at han ikke umiddelbart var til at afhøre. Udover at slingre op ad motorvejen kunne politiet konstatere, at chaufføren sad og så film på sin computer under kørslen.

2. maj blev en 47-årig litauisk lastbilchauffør pågrebet med en ubegribeligt høj promille på 4,4. Ved en promille over 4,0 betegnes man som værende i livsfare.
Lastbilchaufføren lå ind over rattet i sin stilleholdende lastbil på Skjernvej ved Sønder Felding, men på et tidspunkt vågnede chaufføren og satte bilen i gang. Han var for fuld til at blæse i alkometeret, men en efterfølgende blodprøve afslørede den livsfarlige promille.
Manden modtog en sigtelse for spirituskørsel og en frakendelse af førerretten i Danmark i tre år.

9. juli forsøgte en chauffør at lege gemmeleg med politiet. Også denne gang var det en litauer. Den 33-årige chauffør havde skjult sig, efter at personalet hos et firma ved Højbjerg havde bemærket, at manden lugtede kraftigt af alkohol. Manden nægtede at deltage i en intern alkoholtest og stak derpå af. Men han blev opsporet af en hundepatrulje, og politiet fandt ham tydeligt beruset.

Strisser på Samsø i aktion

1. august havde en dansk chauffør også fået rigeligt inden for vesten. Da manden forsøgte at vende sit vogntog på Ny Esbjergvej i Præstø gik det galt. Manden var for beruset. I stedet ramte lastbilen facaden på en bygning. Manden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Endelig var også strisseren på Samsø i aktion mod en spritchauffør. 27. november standsede han ved færgelejet i Sælvig en litauisk chauffør, som havde fået en tår over tørsten. En snarrådig passager på Samsø-færgen havde spottet den påvirkede chauffør og kontaktet politiet, som altså sendte lokalbetjenten til færgen og fik standset litaueren, da han ville køre fra borde på Kattegat-øen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1