23948sdkhjf

Volvo FH kan spare 7% diesel med nye forbedringer

Ny Volvo FH med I-Save reducerer brændstofomkostninger med op til 7 %

Volvo Trucks introducerer nu en ny sparepakke, der skal gøre langtursmodellen Volvo FH mere konkurrencedygtig på brændstofeffektiviteten. I-Save er navnet på konceptet, som kombinerer den nye D13TC-motor med opdaterede brændstofbesparende funktioner, og dermed kan man ifølge Volvo reducere brændstofomkostningerne med op til 7 % ved fjerntransportopgaver – uden at gå på kompromis med køreegenskaberne.

»Det er en komplet løsning, der kombinerer vores nyeste teknologi, så brændstofforbruget ved fjerntransportopgaver reduceres markant. Og det er uden at gå på kompromis med køreegenskaberne,« siger Roger Alm, formand for Volvo Trucks.

Hjertet i Volvo FH med I-Save er den nye, topmoderne D13TC – Volvo Trucks' mest brændstofeffektive motor til fjerntransport til dato. Den har stempler med et patenteret bølgeformet indre, der forbedrer forbrændingen og øger effektiviteten ved at lede varme og energi til midten af cylindrene. Overskydende energi i udstødningsgassen bruges derefter til at drive motoren gennem en ekstra turbine i udstødningsstrømmen, også kaldet Turbo Compound-enheden.

D13TC-motoren producerer op til 300 Nm ekstra drejningsmoment, hvilket betyder, at der er behov for mindre acceleration og brændstof for at holde en stabil hastighed i motorvejstrafik.

Andre nyheder, der introduceres med I-Save, omfatter nye brændstofeffektive bagaksler, et opdateret, kortbaseret I-See system, der analyserer og tilpasser sig hældninger forude og omfatter gearskiftsoftware optimeret til fjerntransportopgaver. De kombinerede fordele i forhold til effektiviteten for alle disse produkter og tjenester kan resultere i brændstofbesparelser med op til 7 % sammenlignet med en D13 Euro 6 Step D-motor.

»Vi har skræddersyet alle aspekter af I-Save for at tilpasse dem til fjerntransportvognmændene, især dem, der typisk kører mere end 120.000 km om året,« fortæller Mats Franzén, Powertrain Strategy Director hos Volvo Trucks.

»Jo længere de kører, desto mere kan de spare. Det er en kraftfuld motor, der leverer en meget brændstofeffektiv og komfortabel køreoplevelse.«

Volvo FH med I-Save vil være tilgængelig for bestilling fra 11. marts 2019 på de europæiske markeder.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219