23948sdkhjf

Volvo øger skiftehastigheden i I-Shift-gearkassen med op til 30%

Volvo Trucks' intelligente og automatiserede I-Shift gearskiftesystem er nu blevet endnu hurtigere end tidligere. Den hurtigere respons giver større smidighed og forbedrede køreegenskaber ved kørsel med både dieselmotorer og fuldelektriske drivliner, lyder der i en meddelelse fra Volvo Trucks.  

Den betydelige forbedring af køreegenskaberne, som gælder for drivliner på alle emissions-niveauer, opnås ved hjælp af et opdateret og forbedret samarbejde mellem motoren og I-Shift-gearkassen. Opdateringen omfatter bl.a. hurtigere aktivering af koblingen, hvilket resulterer i en kortere afbrydelse af drejningsmomentet end tidligere. Det gør også gearskiftet blødere, hvilket igen fører til en mere harmonisk køreoplevelse. 

 

- Hurtigere gearskift gør det muligt at optimere gearvalget endnu mere effektivt. Og jo flere gearskift, der kræves på grund af belastning, terræn og vejens forløb, jo mere vil forbedringerne blive værdsat af chaufføren. Med op til 30 % hurtigere gearskifte, som I-Shift nu gør muligt, vil chauffører helt sikkert opleve en meget positiv forskel, fastslår Pär Bergstrand, Heavy Duty Transmission Manager hos Volvo Trucks. 

 

- De hurtigere gearskift opnås takket være flere vigtige forbedringer. For det første leverer opdaterede sensorer nu endnu mere nøjagtige data til gearkassens styreenhed, som desuden er opdateret med ny software og en hurtigere og kraftigere mikroprocessor. For det andet gør en ekstra skive i gearkassebremsen, at den reagerer hurtigere op til et gearskift, så det kan udføres tidligere. Endelig er mængden af nødvendig trykluft til at udføre gearskiftene også reduceret i forskellige aktiveringssystemer ved f.eks. skiftegafler, kobling og gearkassebremse, for yderligere at kunne udføre hurtigere gearskift. 

 

- Da I-Shift blev introduceret allerede i 2001, var det den første automatiserede transmission nogensinde, der var udviklet specifikt til tunge lastbiler. Den har evnen til at samarbejde med hele drivlinen, da transmissionssystemet er skræddersyet til motoren og køretøjets øvrige komponenter allerede i udviklingsfasen. Det bidrager desuden til et lavere brændstofforbrug – og derved reduceret miljøbelastning, lige som det fremmer sikkerheden og andre vigtige fordele, herunder reduceret støjniveau, færre vibrationer og mindre fysisk belastning på chaufføren. 

- Med introduktionen af de mange forbedringer og nye varianter gennem årene har I-Shift haft en enestående evne til at følge med tiden og løse flere og mere avancerede opgaver på effektive måder. Det betyder ikke kun at levere høj ydeevne og lavt brændstofforbrug men også at levere enestående køreegenskaber og komfort til gavn for chaufførerne, tilføjer Pär Bergstrand. 

 

I dag er alle tunge Volvo-lastbiler konstrueret med I-Shift som standard. Siden introduktionen er mere end en million lastbiler blevet leveret med denne unikke Volvos-teknologi. 

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.708