23948sdkhjf

Volvos turbo-motor overbeviser i første test

Volvo giver Turbo Compound-teknologien et skud mere på det europæiske marked i FH-serien, og den første testkørsel i blandet svensk terræn efterlod et overbevisende indtryk.

Volvo Trucks’ FH-serie har i mere end et kvart århundrede været blandt de dominerende lastbilserier til fjerntransport, og for at styrke sig yderligere i det stærkt konkurrenceprægede segment, lancerer Volvo nu en ny teknologi på 13 liters motoren – en teknologi som både er nyudviklet og set før.

Volvo introducerer nemlig Turbo Compound til to eksemplarer af D13K-motoren – modellerne med 460 hk og 500 hk. De to varianter er selvsagt udvalgt, da de er mest oplagte valg til langturskørsel.

Den nye motor med Turbo Compound får betegnelsen D13TC, og den er en del af en samlet pakke, som Volvo kalder I-Save. Som navnet antyder, er der tale om en pakke, der er udviklet til at spare brændstof, og det kan ifølge fabrikken blive helt op til 7% besparelse på de dyre dråber, når lastbilen kører over lange afstande.

Kernen i Volvo FH med I-Save er den nye motor, som ifølge Volvo er fabrikkens mest brændstofeffektive nogensinde. Turbo Compound-teknologien handler kort fortalt om, at man udnytter overskydende energi i udstødningsgassen ved at konvertere det til mekanisk energi ved krumtapakslen.

Motoren er designet med et bølgeformet indre, der giver en bedre og mere effektiv forbrænding ved at lede varme og energi til midten af cylindrene. Den ekstra energi fra udstødningen bruges så gennem en ekstra turbine i udstødningsstrømmen – som bliver kaldt Turbo Compound-enheden.

Justeringerne gør, at motoren kan yde op til 300 Nm ekstra drejningsmoment, hvilket unægtelig lyder lovende.

Borås tur/retur

Men nok om teknikken. Lastbil Magasinet var midt i juni draget til Borås vest for Göteborg, hvor 12 lastbiler fordelt på fire forskellige Volvo FH-modeller var stillet til rådighed for transportpressen i en større testkørsel, der førte os østpå forbi Jönköping og rundt om i det bakkede og snoede landskab ad i alt fire delruter, som tilsammen gav os 330 km under huden i de fire forskellige FH-modeller – fordelt på to 460’ere med og uden TC, samt to 500’ere med og uden TC. Alle testbiler var 2-akslede trækkere med en 3-akslet Schmitz-trailer læsset op til fuld totalvægt. Et ganske glimrende setup.

Vores forventninger blev ikke skuffet på ruten, som strakte sig over en blanding af motorvej, landevej, lidt bykørsel og en anelse temmelig bakket og snoet terræn undervejs. Faktisk var forskellen til at mærke mere, end det var forventet på forhånd.

Især vores første testbil, Volvo FH 500 TC, imponerede med sine 2800 Nm i drejningsmoment, som træder i kraft allerede fra 900 o/min. Det giver en både meget tyst og slagkraftig fornemmelse bag rattet. Til sammenligning har Volvo FH 540 ”blot” 2600 Nm i moment fra 1000 o/min.

Begge TC-modeller på 460 og 500 hk har det maksimale moment til rådighed, når omdrejningstælleren ligger mellem 900 og 1250. Og i hele spændet fra 850 til 1600 o/min er momentet i TC-modellen bedre end i den traditionelle 460’er eller 500-version.

Ganske imponerende tal. Og Turbo Compound-teknologien er ikke ny for Volvo Trucks. Den findes i bedste velgående i Nordamerika på den langsnudede VN-serie, og for år tilbage introducerede Volvo også Turbo Compound på FH-serien i Europa. Den blev dog taget af plakaten igen, men nu er den altså klar i en ny og forbedret generation, som altså foreløbig rulles ud til to udvalgte langtursvarianter i 13 liters motoren.

70 procent af lastbil-leveringer i Europa sker ifølge Volvo Trucks til ”langturskunder”, og det er selvsagt også dette segment – hvor der køres langt og med høj fart – som har det største brændstofforbrug, og dermed også dér, at effekten af brændstofbesparelser kan mærkes mest på bundlinjen.

Blandet brændstofpakke

Vælger en vognmand Volvo FH med I-Save-pakken, så kan han altså ifølge Volvo se frem til en brændstofbesparelse på op til 7%. Heraf tegner den nye TC-motor sig for 4% besparelse (Adblue medregnet), mens den anden del af I-Save-pakken står for de sidste 3%.

Den anden del af I-Save er en såkaldt ”Long Haul Fuel Package” (brændstofpakke til fjerntransport), som består af en række mindre forbedringer og optimeringer af primært software-delen på FH-serien.

Blandt disse er en forbedret udgave af Volvos forudseende fartpilot, I-See, som efterhånden har været på markedet i syv år. Til at starte med var I-See konstrueret således, at alle Volvo-lastbiler delte data i et lukket netværk, så hver gang en Volvo havde kørt på en bestemt strækning, blev data om topografi og kurver delt til alle andre Volvo-køretøjer, som var koblet op på systemet.

For et par år siden ændrede Volvo Trucks dog strategi, så I-See nu – i lighed med de fleste konkurrenters systemer – nu er 100% baseret på kortdata fra gps. Dog kan I-See stadig være ”selvlærende”, hvis den kører et sted, som ikke er dækket af de tilgængelige kortdata. Så vil I-See selv lagre informationer om den pågældende strækning i systemet.

Nyt i I-See er også en forbedret gearskiftestrategi med endnu større fokus på at spare brændstof. Det betyder fx, at lastbilen begynder at ”frirulle” (I-Roll-funktionen) tidligere, når man nærmer sig toppen af en bakke, hvilket betyder et midlertidigt tab af fart, som så indhentes på nedkørslen.

Den automatiske I-Shift-gearkasse er også blevet mere tilbageholdende med at skifte ned i gear, selv på hårde stigninger. Det mærkede vi også i det kuperede svenske terræn, hvor gearet var uventet højt og moment tilsvarende lavt på flere af de drøjeste bakker. Der er mulighed for selv at indstille, hvor økologisk I-See-funktionen skal være i praksis ved at indstille ”Eco-level” på 1, 2 eller 3 – med 3 som den mest miljøvenlige.

Den nye gearskifte-strategi virker selvfølgelig, når fartpiloten er slået til, men selv hvis chaufføren er en ”maskinstormer” og vælger at køre manuelt med pedalen, så er gearskifte-strategien lige så brændstofnærig. Selve gearskiftet foregår i øvrigt også en tand hurtigere med de nye opdateringer – og især på de testbiler, der var udstyret med Volvos dobbeltkoblingssystem Dual Clutch, var gearskiftet som altid en ren fornøjelse.

50 danske ordrer

Blandt de øvrige elementer i Volvo FH I-Save-pakken er bl.a. nye og mere brændstofeffektive bagaksler, som er lettere og har lavere tandhjulsforskydning og lavere olieniveau og dermed mindre oliespild. Desuden har pakken indbygget automatisk motorslukning ved tomgang, servostyringspumpe med variabel slagvolume mm. Alle testbilerne i Borås var desuden udstyret med såkaldte Class A-dæk fra Michelin til at forbedre brændstoføkonomien.

Volvo FH 460 TC og 500 TC blev allerede mulig at bestille i foråret, og de første leveringer ruller ud på de danske veje i nær fremtid. Ifølge Volvo Danmark er der indløbet ca. 50 bestiller fra danske kunder på nye FH med Turbo Compound, så interessen virker absolut til at være der i markedet. Merprisen for en TC-motor sammenlignet med en konventionel variant ville Volvo ikke løfte sløret for, så det må være op til læserne selv at undersøge hos forhandleren.

Det skal især blive interessant, hvordan de nye TC-motorer og deres imponerende momentforøgelse vil påvirke efterspørgslen på traditionelle FH-motorer med 460, 500 og 540 hk. De første demobiler er allerede ankommet til Danmark, så der er rig mulighed for selv at gøre sig sine egne indtryk af de spændende nye modeller.

Volvos 13 liters dieselmotorer (D13)

Variant

Moment

420 hk

2100 Nm fra 860 o/min

460 hk

2300 Nm fra 900 o/min

460 hk med Turbo Compound

2600 Nm fra 900 o/min

500 hk

2500 Nm fra 1000 o/min

500 hk med Turbo Compound

2800 Nm fra 900 o/min

540 hk

2600 Nm fra 1000 o/min

Volvo FH's I-Save består af:

- D13TC-motor (Turbo Compound) 460 hk (2600 Nm) eller 500 hk (2800 Nm)

- Nye brændstofeffektive bagaksler

- Tomgangsstop

- I-Cruise med I-Roll, som justerer hastigheden for at holde brændstofforbruget nede

- Servostyringspumpe med variabel slagvolumen

- Opdateret I-See

- Opdateret I-Shift med optimeret software til fjerntransport

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25