Nu er den her: Se traileren til ny dansk lastbil-film
Nu er den landet - traileren til den kommende danske lastbil-film, "Asfalt", der får premiere i de danske biografer 11. maj.
Instruktør Charlotte Madsens seneste spillefilm ”Asfalt” er en både barsk og rå film om ensomhed på landevejen og svigtende familier, men også en film om troen på kærligheden og håbet om en bedre dag i morgen.
”Asfalt” er en roadmovie, der er optaget i lokalområdet omkring Holstebro og Lemvig.
Filmen handler om lastbilchaufføren Lasse (Michael Asmussen), der ved første øjekast ligner en tarvelig kliché af en lastbilchauffør. Han ryger for mange cigaretter og viser for lidt nærvær til sine omgivelser. Hans datter René (Villbjørk Malling Agger) kommer med på en tur, og det viser sig, at Lasse har en dybere karakter, hvis han har mod til at turde være sig selv.
Filmen er udtaget til den anerkendte filmfestival Socially Relevant Film Festival i New York og får verdenspremiere den 18. marts kl. 19.15.