Vognmænd har planen klar: Nu skal Danmark lukkes ned
Måneders tilløb bliver til kontant handling mandag 15. maj, hvor en gruppe vognmænd med Benny Nielsen i spidsen forbereder en landsdækkende protestaktion, som skal ramme de store danske færdselsårer og trafikknudepunkter – og sætte vareforsyningen i stå landet over.
Utilfredsheden har ulmet igennem længere tid og blev i første omgang luftet ved en demonstration foran Christiansborg 4. april. Her protesterede vognmændene mod den kommende kilometerafgift for lastbiler, som ser ud til at blive en realitet fra 2025.
Siden demonstrationen har vognmændene – og en række af branchens organisationer – forsøgt at komme i dialog med regeringen og ikke mindst Skatteministeriet om at få ændret i og helst taget vejskatten helt af bordet.
Slut med at sidde med hænderne i skødet
Nu er tålmodigheden imidlertid sluppet op. Dråben blev, at regeringen netop har meddelt, at en planlagt høring om km-afgiften med branchen 3. maj er droppet. Samtidig er anden- og tredjebehandlingen af lovforslaget om km-afgiften berammet med to dages mellemrum til 30. maj og 1. juni – umiddelbart før Folketinget lukker ned og går på fire måneders sommerferie.
”Vi vil ikke længere sidde med hænderne i skødet!
Den 15. Maj kl 06:00 er dagen.
Der skal de få at føle, de er folkevalgte og må gøre som befolkningen vil.”
Ovenstående er en del af det budskab, som vognmændenes styregruppe, kaldet ”Vejskatkomiteen”, har delt i Facebook-gruppen ”Opråb”, der blev oprettet til den første demonstration 4. april.
Opfordrer til lokale blokader
Den seneste udmelding om den kommende aktion 15. maj er underskrevet af fire vognmænd fra komiteen – Benny Nielsen (Fredsø Vognmandsforretning), Jan Lillegaard (Ernst Jacobsen A/S), Torben Dyhl Hjorth (Viborg Vognmandsforretning) og Poul Jørgensen (HV-Transport).
Og at vognmændene mener det alvorligt, fremgår tydeligt af de planer og anbefalinger, som Vejskatkomiteen har offentliggjort på siden. Heraf lyder det blandt andet:
”Vi skal holde på hver en tilkørsel og hvert et trafikalt knudepunkt i Danmark.
De skal få at se at der er grænser for hvad de kan trække ned over hovedet på befolkningen.”
Vognmændene opfordrer kolleger over hele landet til at arrangere lokale demonstrationer/blokader og især til at gå efter motorvejstilkørsler, rundkørsler på hovedveje, samt ind- og udkørsler til store industriområder.
Samtidig indskærpes det at afvikle blokaderne sikkerhedsmæssigt forsvarligt ved at holde sig til steder, hvor trafikken er nede i fart. Styregruppen fraråder også vognmænd at blokere ved betalingsanlæg, tankanlæg, private havne og virksomheder.
Målet er at tvinge trafikken væk fra motorveje og hovedveje og over på det sekundære vejnet – og dermed i realiteten at lamme distributionen af varer. Vognmændene understreger dog samtidig, at alle køretøjer med blå blink, samt transporter af dyr og dyrefoder vil få lov at køre igennem blokaderne.
Vognmændene har fire krav
Vognmændenes helt klare krav er at få droppet den kommende vejskat. I udmeldingen om aktionen 15. maj ridser Vejskatkomiteen fire punkter op, som aktionen skal opnå:
1. Lovforslaget om km-afgiften skal tages af bordet.
2. De planlagte udvidelser af vægt- og længdebegrænsninger for 2-6 akslede vogntog skal indføres øjeblikkeligt. De er pt. planlagt til 2024. Samtidig skal der sættes fart på også at øge totalvægten for 7-akslede vogntog – og det kræver i første omgang en undersøgelse af en række af landets broer.
3. Alle større brancheorganisationer skal indkaldes til forhandling om en ”mere passende CO2-afgift på alt fossilt brændstof”. Her tænkes på organisationer inden for transport, landbrug, fiskeri og industri.
4. Alle virksomheder skal betale det samme i CO2-afgift og alle rabataftaler annulleres.
Klar til langvarig aktion
Aktionen og blokaderne er altså nu programsat til 15. maj – men arrangørerne sætter samtidig en tyk streg under, at det ikke er tænkt som en éndagsforestilling. Vognmændene opfordres til at blive holdende, indtil kravene er opfyldt.
Ifølge initiativtagerne har den planlagte protestaktion opbakning fra tusindvis af virksomheder inden for transport, landbrug og fiskeri – og angiveligt er omkring 15.000 lastbiler parat til at deltage i aktionen. Som det understreges i det seneste opråb fra Vejskatkomiteen:
”Hvis det her skal virke skal vi have spærret alle motorvejstilkørsler i hele landet. Og gerne en masse hovedveje også. Vi er flere tusind der er klar, vi skal vise dem hvem der bestemmer.”