Eks-vognmand skal sælge nye Scania-lastbiler
Han er en erfaren herre i lastbilbranchen i en alder af blot 30 år. Christian Pedersen er Scania Danmarks nye salgskonsulent, og han kommer fra en rolle som selvstændig vognmand gennem de seneste 4 år, og inden det sad han som lastvognssælger hos Stiholt A/S i godt 4 år.
Christian Pedersen er udlært inden for salg og handel hos MAN i 2016, og efter endt uddannelse fortsatte han i lastbilsporet hos Stiholt.
- Jeg havde egentlig altid tænkt, jeg skulle køre lastbil, men på handelsskolen fik jeg arbejde hos en personbilsforhandler, hvor jeg var assistent for sælgerne og derigennem kom min interesse for salgsdelen. Kombineret med min interesse for lastbiler, har det bragt mig hertil, hvor jeg er i dag, fortæller Christian Pedersen.
Han kørte Scania i sine år som selvstændig vognmand, og han kender Scania fra sin tid som sælger hos Stiholt, så det er ikke produktkendskab, der mangler hos den nye salgskonsulent, der skal dække Hobro- og Skive-området fra sit kontor hos Scania Hobro.
Artiklen er en del af temaet Navne.