Kontrol: Politiets tunge drenge står klar forud for Folkemødet
Tungvognscenter Øst var mandag klar på Bornholm for at foretage en rutinemæssig kontrol af køretøjer, der ankommer til øen i anledning af Folkemødet.
Tungvognscentrets kontrol af køretøjer blev foretaget på havnen i Rønne, når færger ankom til øen.
Mandag blev 49 tunge køretøjer, 22 varebiler og seks personbiler standset og kontrolleret, hvilket medførte sager på 22 af køretøjerne.
To varebiler fra samme firma med tilkoblet påhængsvogne tiltrak sig straks ved ankomsten til Rønne politiets opmærksomhed, idet vogntogene tydeligt fremstod som tungt belæsset.
Det ene vogntog havde en overvægt på 42 procent i forhold til tilladt totalvægt, og ingen af de to varebiler havde installeret en takograf, selv om det enkelte vogntogs vægt krævede dette. En påhængsvogn tilkoblet den ene varebil var slet ikke registreret, ligesom politiet konstaterede flere lygtefejl på vogntogene.
Føreren af det ene vogntog havde ikke det helt rigtige kørekort, idet kørekortkategorien BE manglede på førerens kørekort.
Samme firma fik senere på mandagen kontrolleret endnu et vogntog bestående af en varebil med tilkoblet påhængsvogn. Også dette vogntog var overlæsset, så 700 kg gods måtte læsses af, før vogntoget kunne fortsætte sin kørsel lovligt.
De pågældende førere af køretøjerne er alle sigtet for de overtrædelser, som Tungvognscentrets personale opdagede, og den ansvarlige for virksomheden er nu indkaldt til afhøring i forhold til det objektive ansvar for de tre vogntogs ulovlige kørsel.