Vejhjælp endte med sigtelse
Klokken 22.32 onsdag havde en 59-årig mandlig bilist fra Kokkedal brug for vejhjælp, da hans bil var kørt i grøften på Høm Møllevej ved Ringsted.
Han blev hjulpet fri, men forsøgte at køre fra stedet efterfølgende, på trods af at hans bil stadig var fastgjort til den lastbil, der havde trukket ham fri.
Da det ikke lykkedes at køre den ene vej, forsøgte han at køre fra stedet i modsat retning, men en opmærksom nabo havde set optrinnet og kørte en rendegraver frem, som spærrede vejen for den 59-årige, som ikke kunne køre fra stedet.
En patrulje kom frem til stedet, og den 59-årige blev anholdt og sigtet for kørsel i spiritus og narkopåvirket tilstand.
Han har fået udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres, når politiet modtager resultatet af blodprøven, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.