Dansk dækgrossist kører nu på alufælge
De danske vognmænd får nu mulighed for få attraktive fælg- og komplethjulsløsninger gennem NDI Group, der har indgået et samarbejde med Alcoa, der producerer lette og stærke aluminiumsfælge til lastbiler.
Fælge i aluminium og eventuelt i kombination med dæk med lav rullemodstand har ifølge NDI Group flere fordele, hvorfor virksomheden har indgået et samarbejde med fælgproducenten Alcoa.
- Vi vil for første gang have alle dæk monteret på alufælge fra Alcoa til transportmessen i Herning, da vi har indgået en samarbejdsaftale med den markedsledende fælgproducent. Det ønsker vi at markere, for vi har store forventninger til Alcoas fælgløsninger, der passer rigtig godt ind markedet, fortæller Christian Jakobsen, salgschef i erhvervsafdelingen hos NDI Group.
Mindre brændstofforbrug
NDI Group har ifølge salgschefen oplevet en øget interesse i aluminiumsfælge til lastbiler, da de har en række fordele, som kunderne efterspørger.
- Aluminiumsfælge er lettere end stålfælge, og det giver en række fordele. For det første giver det mulighed for at medtage mere gods i forhold til den tilladte totalvægt, og med reduceret vægt opnår kunderne en bedre brændstoføkonomi. Det er både godt rent økonomisk og kan også medvirke til en reduceret CO2-udledning og dermed højere CO2-emissionsklasse og mindre vejafgift, så kørselsøkonomien bliver bedre, siger Christian Jakobsen.
NDI Group er en nordisk dæk- og fælggrossist med fysiske afdelinger i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Tyskland.