Sovende chauffører blev evakueret
– Hold jer væk, lød opfordringen fra Midt- og Vestsjællands Politi sent tirsdag aften til beboere og andre i området ved Unionsvej i Køge Nord, hvor der var konstateret en kraftig lugt af ammoniak. Det skriver sn.dk.
Derfor afspærrede politiet for en sikkerheds skyld et større område.
– Vi vidste ikke, hvor lugten kom fra, men siden lokaliserede vi det til et område, hvor flere lastbiler holdt parkeret. Omkring ti chauffører, som lå og sov i lastbilerne, blev derfor evakueret af sikkerhedsmæssige årsager, men der var ikke tale om personskader. Ammoniaklugten er noget kradsbørstig, og det kan være også være sundhedsskadeligt, hvis man indånder det i større omfang, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra politiet.
Siden fandt man frem til, at det formodentlig var en tankvogn blandt de parkerede lastbiler, der var synderen – muligvis pga. en glemt, åben luge.