Ny sælger hos Scania i Aarhus
Martin Jensen er ansat som ny salgskonsulent ved Scania Danmark og får Midtjylland som salgsområde.
Han tiltrådte stillingen 1. februar 2023 og har kontor ved Scania i Aarhus.
Fra august 2022 til 31. januar 2023 var Martin Jensen servicesælger ved Scania Danmark og dækkede området Hobro-Randers og det nordlige Aarhus.
Martin Jensen har tidligere været salgskonsulent ved A-Consult Agro A/S, været selvstændig vognmand med eksportkørsel til Sverige og drevet Aars Maskinforretning A/S.
Han er uddannet militærpolitisergent ved Hærens Logistikskole og har været udsendt til bl.a. Irak, hvor han var ansvarlig for uddannelse af 140 irakiske politibetjente.
Martin Jensen er 44 år gammel og bor i Herning. Fritiden bruger han på at sejle og vandre i Danmark.