Fuld chauffør vædrede Skoda’er på stribe
Det gik højlydt for sig, da der skulle leveres varer til Rema 1000 på Karrebækvej i Næstved natten til fredag.
Omkring kl. 0.40 ramte en lastbil først en Skoda Citigo, der holdt på p-pladsen, og bilen fik sat sig fast i lastbilen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Da chaufføren forsøgte at bakke sig fri og ryste den rappe Skoda af sig, ramte lastbilen i stedet ind i en anden bil – såmænd også en Skoda, af ukendt modelserie.
Lastbilchaufføren fik ved manøvren skubbet den anden Skoda ind i et hus, der var nabo til supermarkedet – hvorefter han tilsyneladende opgav at vikle sig ud af problemerne.
Politiet blev tilkaldt og ankom kort efter, hvor chaufføren stod uden for lastbilen og virkede synligt beruset – hvilket en alkometertest bekræftede.
Der var tale om en 54-årig mand fra lokalområdet, som blev anholdt og sigtet for spritkørsel.