Iveco udvider sit midtjyske netværk
Iveco udvider sit salgs- og servicenetværk med Ole Winther Auto A/S, som har afdelinger i Herning og Silkeborg.
Ole Winther Auto bliver autoriseret Iveco-forhandler og serviceværksted for hele Iveco-porteføljen i Herning – samt for det lette Iveco-program i Silkeborg.
- Ole Winther Auto er en etableret og velkendt aktør, som vi har stor respekt for, og vi er glade for at kunne udvide vores netværk i Danmark, som nu bliver endnu bedre for Ivecos kunder, siger Christina van Breugel, Network Development Manager hos IVECO.
Foruden at stå for salg og service af Ivecos varebiler i Herning-området huser Ole Winthers forretning nu også en lastvognssælger.
For at kunne give kunderne den bedst mulige service vil Ole Winther flytte til en ny lokation, og planen er, at det nye sted åbner til sommer.
- Vi foretager en stor satsning, og vi er overbeviste om, at det vil gavne alle vore Iveco-kunder. Anlægget vil blive større, og der vil blive plads til at servicere endnu flere kunder, når vi øger kapaciteten på både salg og værksted, siger ejer Ole Winther.
Iveco-kunderne på tunge lastbiler vil have mulighed for at vælge mellem to værksteder i Herning, da Diesel Dok fortsætter som servicepartner. I Herning kommer Ole Winther A/S til at ligge i HI Park, der er et erhvervsområde mellem Herning og Ikast. Området ligger ved Herning-Ikast Transportcenter og Herningmotorvej mellem Herning og Aarhus.
Samarbejdet mellem Diesel Dok og Iveco fortsætter, da Diesel Dok servicerer heavy kunderne frem til, at Ole Winther er klar til at overtage.
Også i Silkeborg vil Iveco udvide sit netværk. Hoffmann Biler A/S fortsætter med ansvaret for hele Ivecos modelprogram som autoriseret forhandler og serviceværksted.
For Silkeborg-områdets Iveco Daily-kunder vil Ole Winther Auto blive autoriseret forhandler og serviceværksted for hele det lette modelprogram. Hvilket betyder, at de får mulighed for at sælge og servicere light modeller i Silkeborg.
- Vi styrker vores nærvær i Silkeborg, og for alle Iveco-ejere er der automatisk flere muligheder, når de har to veletablerede værksteder at vælge imellem, siger Christina van Breugel.
- Med Iveco Daily kommer vi til at udbygge vores udbud og tydeliggøre en satsning på varebiler i Silkeborg. Frem for alt er det for at tilgodese kundernes behov på varebiler. Et marked som vækster, hvor vi vil være med og tage markedsandele sammen med Iveco Danmark, siger Ole Winther.
Også i Viborg sker der forbedringer i Ivecos netværk, idet Viborg Lastvognservice bliver nyt autoriseret serviceværksted for medium- og heavy-lastbilerne. Hoffmann Biler er fortsat ansvarlig for salget i Viborg.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.