Fra øverste hylde
Det startede for ca. et år siden med et officielt samarbejde mellem Klokkerholm Maskinstation i Hjallerup og den store entreprenørvirksomhed Svend Aage Christiansen A/S (SAAC) i Østervrå. Blot tre måneder senere endte det med, at Svend Aage Christiansen overtog hele Klokkerholm Maskinstation inklusive indehaveren Martin Jespersgaard og nogle medarbejdere.
Martin Jespersgaard er efterfølgende sprunget ud som vognmand, og det skete – som han selv siger det – med toppen af poppen. Stiholts lastbilsælger Lars Pedersen har nemlig leveret to splinternye Scania R 660 A6x2*4 bogietrækkere med styrbar bogieaksel til Martin Jespersgaard for en god måned siden. Han er selv kaptajn på den ene, mens en af hans trofaste medarbejdere fra maskinstationen er chef på den anden.
- Jeg havde også lastbiler, da jeg havde maskinstationen. Det var selvfølgelig Scania, så da jeg skulle ud at investere igen, blev det selvfølgelig også Scania, siger Martin Jespersgaard, der også har investeret i to 4-akslede gylletrailere fra VM Tarm.
Bilerne er fast beskæftiget for Svend Aage Christiansen A/S, enten med Martin Jespersgaards egne gylletrailere til og fra nordjyske biogasanlæg og lokale landmænd eller med Svend Aage Christiansens tiptrailere med materialer mellem virksomhedens egne grusgrave og store byggerier.
Det er VM Tarm, der har stået for montering af hydraulik-anlæggene på trækkerne, mens Stiholt i Sæby har stået for resten af opbygningen. Og den er lige som chassiserne også toppen af poppen. Eloxeret aludørk med slebne toppe foran og bag skamlen samt på G-strengene, rustfri galge samt rustfri inddækning af oliekøler på hydraulikanlægget og højt placeret lygtebjælke bag på førerhuset er blot nogle af de lækre detaljer, som Martin Jespersgaard og hans chauffør kan glæde sig over.
Og selv om Martin Jespersgaard har valgt masser af fabriksmonteret luksusudstyr i førerhuset som læderpakke, chaufførpakke+, opbevaringspakke+, infotainmentpakke med navigation samt klimapakke med Premium automatisk justering af varme, har der alligevel været plads til, at FL Buur i Vrå har kunne opgradere interiøret yderligere med lidt lækkerier.
Teknisk er der heller ikke sparet på noget. Drivlinen med 16,4 liters V8’er på 660 hk/3.300 Nm, 14-trins G33CM-gearkasse med integreret krybe- og overgear samt forstærket R 885-bagtøj med mekanisk differentialespærre er også hentet på øverste hylde i Scanias modulsystem. Det samme gælder hjulmonteringen med højglanspolerede Alcoa DuraBright-alu-fælge.
Martin Jespersgaard forventer, at de nye Scania kommer til at køre ca. 100.000 om året de kommende ca. 4 år, som han planlægger at beholde dem, men har alligevel tegnet serviceaftaler for otte år hos Stiholt. Skulle han vælge at udskifte bilerne inden, kan serviceaftalerne nemlig sikre en højere pris, idet de kan overføres til de nye ejere.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.