Volvo leverer 20 elektriske lastbiler til DFDS
Fredag leverer Volvo Trucks 20 fuldelektriske tunge lastbiler til logistikvirksomheden DFDS i Gøteborg i Sverige. Leverancen er en del af en samlet ordre på 125 elektriske lastbiler, som DFDS har afgivet hos Volvo.
14 af de nye Volvo FM Electric, der oplades med grøn strøm, vil blive indsat til transporter til og fra Volvos monteringsfabrik for tunge lastbiler lige uden for Gøteborg. Der indgår også fossilfrit stål i fire af de 20 elektriske lastbiler, der nu leveres til DFDS.
- Vi tror fuldt og fast på at gå forrest med et godt eksempel. At begynde at bruge emissionsfrie lastbiler ved transport af vores egne indgående varestrømme er en vigtig del af vores strategi for at skabe et bæredygtigt transportsystem i verdensklasse. Jeg er virkelig stolt over at have DFDS som partner på denne rejse, siger Roger Alm, President for Volvo Trucks.
Udbredelsen af elektriske lastbiler med nul-emissionudstødning er en del af DFDS' ambition om at blive CO2-neutral i 2050.
- At erstatte vores konventionelle diesellastbiler med alternativer som Volvo FM Electric vil medføre betydelige reduktioner i vores CO2-udledninger. Men denne indsats kræver meget mere end økonomiske investeringer. Det er vigtigt at arbejde med energileverandører og førende producenter som Volvo Trucks for at gøre vores klimaambitioner til virkelighed. Omstillingen kræver den rette infrastruktur og samarbejde på tværs af forskellige samfundsområder. Det kan ikke opnås ved at arbejde alene, siger Niklas Andersson, Executive Vice President og Head of Logistics Division hos DFDS.
Siden Volvo Trucks påbegyndte produktionen af fuldelektriske lastbiler allerede i 2019, har virksomheden solgt mere end 4.300 elektriske lastbiler i mere end 38 lande rundt om i verden.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.