23948sdkhjf

100 år og still going strong

Det var bestemt ikke en aprilsnar, da Marius Christensen 1. april 1923 grundlagde det, der 100 år senere hedder Marius Christensen & Sønner A/S.

Det hele startede i Ikast med hest og med vogn. Snart kom flere til, og godt 10 år senere havde man 3 spand heste og nu også 2 lastbiler. Inden 2. verdenskrig nåede man også at flytte til Nørregade, hvor selskabet havde til huse indtil 2020.

Marius Christensen var en driftig mand helt frem til sin pensionering i 1969, hvor sønnerne, Niels Vagn, Tage og Kurt Christensen i fællesskab tog over. Nu med 10 biler og flere entreprenørmaskiner … men nu dog uden heste.

Virksomheden blev i 1981 omdannet til et aktieselskab og med en mindre navneændring i tillæg blev det til … Marius Christensen & Sønner A/S.

Kurt Christensens søn, Bo Marius købte sig i 1998 ind i forretningen med 50%, og 4 år senere erhvervede han den resterende aktiekapital.

Frem til 2020 udviklede han visionært selskabet til en stærk og solid vognmandsforretning, der stod på flere ben. Kendetegnede for alle aktiviteterne var, at de var bygget på sunde værdier og langvarige kunderelationer

I dag er selskabets største aktivitet som kørselsleverandør af asfalt for Pankas. Et samarbejde der har eksisteret i næsten 40 år, og som i dag beskæftiger ca. 20 biler. Et unikt særkende for Pankas’ asfaltbilerne er skråkasseladet, som selskabet selv specialdesignede for 20 år siden, og som mange asfaltfolk den dag i dag sværger til.

Supplerende har selskabet 2 sandgrave, kører industrirenovation, slamsugning, kran og blokvognskørsel samt almindelig godskørsel.

Efter et længerevarende og alvorligt sygdomsforløb, som heldigvis nu er fortid, valgte Bo Marius Christensen i 2020 at sælge selskabet, da der ikke var en 4. generation til at overtage. Dengang udtalte han, at det var lidt for tidligt for ham at stoppe, men det var ”rettidig omhu”, så han kunne sikre både virksomheden og ikke mindst de 30 medarbejdere.

Køber blev Silkeborg virksomheden, Jens Konrad A/S, der på mange væsentlige punkter minder om Marius Christensen & Sønner A/S. En næsten lige så gammel familievirksomhed (fra 1932) med 3. generation, Jens Christian Beck i førersædet og med en kultur, der er baseret på samme gode og sunde værdier. Så da først forbindelsen var skabt ultimo 2019, var en aftale og et håndslag så oplagt, at Marius Christensen & Sønner A/S allerede den 1. april 2020 blev en del af Jens Konrad Koncernen. Men stadig i det navn, som mere eller mindre har været det samme de sidste 100 år.

Siden overtagelsen i 2020 har den nye ejer arbejdet med videreudvikling af selskabet. Direktør i både Marius Christensen og Sønner samt Jens Konrad, Jesper Nørskov udtaler:

- Vi købte en solid og stabil virksomhed, og vores største opgave har været at bygge videre på det fundament. Det mener vi i al beskeden, vi har gjort. Bl.a. har vi gennemført en væsentlig fornyelse af vognparken, så den ikke blot er nyere og mere grøn, men samtidig til stadighed imødekommer vores kunders ønsker til effektivitet.

Seneste investering er en ny slamsuger, købt hos lokale Bucher Municipal.

- Det er jo næppe den mest sexede fødselsdagsgave, vi kunne finde på til os selv. Men vi glæder os til nu også at kunne servicere markedet i Silkeborg. Indtil nu har vores fokus primært været omkring Ikast og Herning. Det vil vi gerne ændre lidt på.

Den store dag præcist på dagen, 1. april for koncernens medarbejdere, leverandører og samarbejdspartnere ved en reception i det nybyggede lastbilmuseum hos Jens Konrad i Silkeborg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078