Og det var Daaaaanmark …
Det er en rigtig ”Danmarks-bil”, som Brdr. A. R. i Skuldelev ved Skibby i Nordsjælland fik leveret i sidste måned. Bilen er solgt af lastbilsælger Lars Pedersen hos Stiholt i Thisted i Nordjylland, opbygget af Fyns Karosseribyg i Odense på Midtfyn og skal køre i Storkøbenhavns-området på Østsjælland. Og så er den malet i rødt og hvidt.
Bag det komplette firmanavn Brdr. A. R. Transport & Handel ApS gemmer der sig to vognmandsbrødre, Aksel og Rasmus Aadgaard Larsen, der kører i hver sin lastbil, mens en lille håndfuld chauffører kører i virksomhedens øvrige fire lastbiler. Det er Aksel, der netop har fået leveret en ny Scania R 770 B8x4*4, der er opbygget efter alle kunstens regler.
Fyns Karosseribyg (FKB) har monteret en Palfinger PK29.502 TEC7-kran, et Meiller RS26.60 TSK-kroghejs samt et VBG-kærretræk til en 3-akslet overføringskærre fra Kel-Berg, som bliver leveret om kort tid. Bilen skal især anvendes til traditionelle kran-grabopgaver for bl.a. vandforsynings- og spildevandsselskabet Novafos, der ejes af ni kommuner i Storkøbenhavn.
- Jeg har valgt en ”old-school”-stil til R 770’eren med fladt tag på sovekabineførerhuset, ”gammeldags” tagbagagebærer med lysskilt forrest samt solskærm fra den klassiske Scania Streamline 3-serie, fortæller Aksel Aadgaard Larsen.
- Og så har den selvfølgelig fået udvendige tryklufthorn, et par Michelin-mænd og et par små, frække markeringslygter lige over sidespejlene med hvidt lys fremad og rødt lys bagud fra Scanias 2/3-serie, tilføjer han.
Efter levering af chassiset til FKB og opbygning med kran, hejs, værktøjskasser og bagende er bilen kørt til maler hos OJ Autolak i Odense og derfra til FL Buur i Vrå for knappolstring til den store guldmedalje. Stiholt i Thisted har stået for slutklargøring inden levering samt udarbejdelse af en serviceaftale i samarbejde med Scania Danmark i Ishøj.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.