Nytårshilsen fra Frie Danske Lastbilvognmænd
Det er aldrig for sent at ønske godt nytår, og vognmandsforeningen FDL har sendt transportbranchen denne nytårshilsen:
Traditionen tro og i forbindelse med det nye år fremsætter næsten alle brancheorganisationer, selvfølgelig også transportens organisationer, deres oplevelser i det forgangne år og selvfølgelig også deres spådomme for det kommende år. Traditionen tro er FDL altid blandt de sidste, der kommer med en sådan udtalelse, for FDL vil gerne have de sidste hændelser/opgørelser med, og i særdeleshed den længe ventede regeringsdannelse.
At FDL normalt ligger bagerst i feltet har så i år givet den fordel at kunne flette regeringsdannelsen ind i vores udtalelse i forbindelse med nytåret. Uden vores kommentarer til regeringsdannelsen ville FDL’s nytårsudtalelse sikkert falde meget sammen med de erfaringer og spådomme, de øvrige organisationer har oplevet, om året der gik og det kommende års muligheder.
FDL deler overordnet de synspunkter, der er fremført af vore kollega-organisationer, om beskæftigelsessituationen og problemerne, året bød på, samt de vilkår, inflation, prisstigninger, corona-tiden, efterfulgt af krigen i Ukraine, har påført transporterhvene i hele den vestlige verden og dermed også Danmark.
Nogle segmenter har selvfølgelig haft det bedre end andre, men mon ikke bygge- og anlægsvognmændene har haft et acceptabelt år, hvorimod de, der har skullet kæmpe om deres berettigede del af stigningerne i oliepriserne, har måttet kæmpe hver eneste gang, der har været tøven hos transportkøberen til at lade vognmanden få dækning for en berettiget stigning i den stærkt stigende oliepris hen over året.
Og da nytåret jo førte os ind i et overenskomstår må vi sætte vores lid til, at branchens ansvarlige og dertil valgte formår at forhandle ansvarlige overenskomster hjem, som er i forhold til konkurrencesituationen.
Næsten, og godt på vej ud af Covid-19-krisernes mere eller mindre negative følger for erhvervet, viser Putin og en hjernevasket russisk befolkning deres sande ansigt, med tendenser og handlinger, som Vesten naivt troede hørte fortiden til, forhold som ikke ændres på nogen måde med det gode. Et grusomt ansigt, der om muligt, og i en om mulig mere ondskabsfuld version end Hitler og Stalin i deres åbenbare sindssyge formåede at udtænke og udleve, har dræbt tusindvis af uskyldige ukrainere og smadret deres land. Må Vesten og højere magter hjælpe dem gennem den kolde vinter.
At stille spørgsmålet, hvordan kommer Vesten, Danmark og vi i vognmandsbranchen videre med verdens tredje sindssyge despot, kender ingen vist for nuværende svarene på. Men et står klart, at Vestens sammenhold og støtte til Ukraine er det bedste våben, der virker her og nu. Uanset hvor gerne vi ville, kan vi jo ikke stoppe denne krig her og nu, men det giver en vis tryghedsfølelse, at hele den civiliserede verden, herunder Nato, FN og et samlet Europa har vist et hidtil uset sammenhold og fælles front, som absolut må give os følelsen af og troen på, at det internationale demokratiske samfund har evnen og viljen til at følge denne sag helt til ende, med et frit Ukraine som eneste acceptable mål.
Ikke at forglemme det danske folketingsvalg og den efterfølgende regeringssammensætning, som FDL jo hermed fik mulighed for at kommentere på. Der er ingen grænser for, hvad der bliver lovet i valgkampens hede. Problemerne opstår først, når løfter skal indfries, og regeringstrangen er stærkere end de afgivne løfter, som førte til valgresultatet. Så er der pludselig ingen grænse for, hvad en ministertaburet kan få valgte politikere til at give af dårlige undskyldninger og forklaringer på klare løftebrud, skamløshed til et bærende princip, og hvor alt om slettede SMS’er og mink pludselig blev glemt. Alt er glemt, og BBB og Mette regerer videre med Jakob og Løkke som nyttige pauseklovne på sidefløjen.
Godt nytår til hele transporterhvervet og dets chauffører.
Og gud bevare Danmark!
Frie Danske Lastbilvognmænd (FDL)