Sverige vil stramme kravene til 4x2 trækkere
Den svenske regering ønsker at skærpe sikkerhedskravene til vogntog med 2-akslede trækkere – de såkaldte Europa-vogntog. Sverige har anmeldt deres intention til EU med henblik på at kunne vedtage de skærpede krav inden længe.
Baggrunden er flere ulykker, hvor vogntoget er ”sakset” – altså hvor trækkeren og traileren har vredet sig modsat, så vogntoget er kommet helt ud af kontrol.
Den svenske vognmandsorganisation Sveriges Åkeriföretag hilser tiltaget velkommen – men advarer også om, at det er afgørende, at reglerne også bliver fulgt op med kontrol.
- Indføres de regler, er det af største vigtighed, at de også kontrolleres. I vores høringssvar tilskyndede vi, at der bliver indført strafansvar for både chaufføren og ejeren af køretøjet. Det skal være mærkbart at fuske, især når andres liv sættes på spil, siger Rickard Gego, direktør Sveriges Åkeriföretag.
Det nye forslag gælder for 4x2 trækkere med en eller flere tilkoblede sættevogne. Disse vogntog vil skulle leve op til mindst ét af disse krav:
- Mindst 25 procent af vogntogets samlede totalvægt ligger på trækakslen
ELLER
- Den samlede vægt, som hjulene på den tilkoblede trailer overfører til vejbanen, ikke overstiger 150% af den samlede vægt, som hjulene på trækkeren overfører til vejbanen.
Kravene skal gælde i perioden fra 1. december til 31. marts.