OK føjer station nummer 80 til landkortet
Energiselskabet OK’s netværk af Truck Diesel-stationer er vokset støt, og gennem årene er antallet således kommet op på 80, fordelt over hele landet. Station nummer 80 er åbnet i Kolding, på vognmand Kaj Madsen Fjelstrup A/S’ matrikel, hvor andre transportkunder også kan benytte stationen.
OK’s position på Truck Diesel markedet er for alvor blevet udbygget gennem det seneste årti. Ud over dieselstanderne, er der sat AdBlue-standere op på de fleste stationer, og der er også kommet HVO-standere på udvalgte stationer.
- Placeringen har været vigtig, og at vi kunne se potentialet for en god basisomsætning. Vi har gennem årene selvfølgelig været opmærksomme på, hvor på danmarkskortet vi manglede en Truck Diesel-station og har holdt øje med mulighederne. I nogle tilfælde har vi også haft kunder, som har peget på et område, hvor der kunne være behov for en station, og så har vi undersøgt mulighederne, siger Henrik Bruun, som er OK’s kædechef for Truck Diesel-stationerne.
OK’s Truck Diesel kæde er støt vokset og har givet OK en solid markedsposition, men hvordan ruster man sig i en tid, hvor alternative brændstoffer trænger sig mere og mere på?
- Vi vil tilbyde det brændstof, som vores kunder efterspørger, og følger nøje, hvilken retning markedet bevæger sig i. Der er mange faktorer, der spiller ind - ikke mindst politiske incitamenter. Brint og el følger vi. Det kan også være, at vi skal have HVO på flere stationer, siger Henrik Bruun.
- Det bliver spændende at se, hvordan Truck Diesel-stationerne udvikler sig og kommer til at se ud i fremtiden. Vi kommer til at gentænke nogle af begreberne som en del af den grønne omstilling, siger Henrik Bruun afslutningsvist.