Selvkørende vognmand i spidsen for ITD
John Agervig Skovrup blev efter ITD’s generalforsamling lørdag 30. april udpeget som ny formand for ITD.
John Skovrup afløser Christian Sørensen Madsen, som på forhånd havde annonceret sin afgang efter at have siddet på formandsposten siden 2019. Niels Juel Nielsen fortsætter som næstformand.
John Skovrup driver sin vognmandsforretning fra Bække med fire biler og har bl.a. specialiseret sig i eksportkørsel med daggamle kyllinger. Han blev valgt ind i ITD’s bestyrelse i 2018.
- Jeg er glad og går ydmygt til opgaven og vil arbejde for at samle foreningen. Selv om jeg er en lille vognmand, vil jeg bestræbe mig på at indfri alle medlemmers forventninger og komme bredt rundt i medlemskredsen, siger John A. Skovrup.
På generalforsamlingen var der desuden nyvalg af Jørn Kudsk, Jens Peter Fallesen og Michael Hansen, som blev valgt ind som afløsere for Christian Sørensen Madsen, Jørn Skov og Lars Jørgen Skov.
ITD’s bestyrelse ser herefter således ud:
John A. Skovrup (formand)
Niels Juel Nielsen (næstformand)
Ib Andersen
Ole Velbæk
Jørn Kudsk
Jens Peter Fallesen
Michael Hansen