23948sdkhjf

Fejl i tachograf udløste stor bøde til vognmand

Per Jørgensen, Hvalsø, har fået en bøde på 18.000 kr., fordi der er mangler i virksomhedsdataene fra det tachograf-udtræk, han afleverede til Færdselsstyrelsen/politiet i forbindelse med, at han blev udtaget til virksomhedskontrol for januar 2020.

Den besked fik den selvkørende vognmand i slutningen af 2021 – til lige dele hovedrysten, undren og ærgrelse for ham selv. Han har nemlig ikke været i nærheden af at overtræde køre-/hviletiden, og det kan bevidnes, eftersom han er den eneste chauffør i sit eget firma, og data for virksomhedskort, førerkort og tachograf derfor stemmer overens.

- Jeg har kun haft den ene bil i mange år, og der er aldrig andre end mig, der kører i den, siger Per Jørgensen.

Men det har ikke formildet myndighederne, og i forbindelse med Færdselsstyrelsens kontrol af hans data for nu mere end to år siden blev der konstateret ”signaturfejl” i nogle af de udlæste data fra perioden – mere præcist tre forhold, som hver udløste en bøde på 6000 kr.

Den digitale signatur er – meget kort fortalt – en form for ”plombering” af køre-/hviletidsdata fra tachografen, og hvis der er registreret en signaturfejl i de downloadede data, kan det indikere, at der er blevet manipuleret med dem.

Tachograf-problem

Per Jørgensen blev allerede før januar 2020 i forbindelse med den obligatoriske udlæsning af køre-/hviletidsdata advaret. ITD, hvis service vognmanden benytter til udtræk og opbevaring af data, påpegede, at der så ud til at opstå et problem med hans data, når de blev udlæst.

- Så jeg kørte på værksted og fik det tjekket, men der blev ikke fundet nogen fejl. Så kunne jeg ikke rigtig gøre mere. Jeg kan så forstå, at man kun tjekker hardware og ikke software ved tachograf-eftersyn, og det er så dér, fejlen har ligget. Men det ville jeg da gerne have vidst, siger Per Jørgensen.

Tachografen var en Stoneridge monteret tilbage i 2012. Vognmanden fik den selv eftermonteret i sin bil – en Scania fra 2008 – for netop at få den dengang nye tachograf-generation, som ikke ”stjæler tid” som de tidligere generationer.

Og der har netop været et data-problem med signaturfejl på Stoneridge-modeller fra den tid. Det viser et dokument, som Stoneridge tilbage i september 2012 udsendte til samarbejdspartnere og myndigheder. Heraf fremgår det, at der i modelserien SE5000 7.4 netop kunne opstå et problem med, at data fejlagtigt fremkom med signaturfejl – og altså uden grund kunne vække mistanke om snyd.

Per Jørgensens tachograf var en 7.3-model – men inden for samme række af serienummer, som Stoneridge advarede om. Og da vognmanden solgte sin lastbil i starten af 2020, fik bilens nye ejer udskiftet tachografen netop pga. den pågældende fejl i download-processen – hvilket dokumenteres af regningen for udskifningen, hvoraf det fremgår, at den gamle tachograf havde ”huller” i data-udlæsningen, hvilket altså kan afstedkomme signaturfejl.

- Der har været fejl på min tachograf, det har jeg efterfølgende fået sort på hvidt. Og jeg kørte selv på værksted for at få det tjekket, inden jeg blev udtaget til kontrol. Så jeg kan ikke se, hvad jeg kunne have gjort ellers. Jeg er uskyldig og vil ikke acceptere den bøde, så jeg har tænkt mig at gå i retten med sagen, fastslår Per Jørgensen.

Virksomhedskontrollen hører under Færdselsstyrelsen, og Lastbil Magasinet har også spurgt styrelsen til sagen. Foreløbig uden svar.

Lastbil Magasinet har også kontaktet Stoneridge Nordic om sagen, men herfra var man ved denne artikels deadline ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Læs mere om: jura
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079