Reparation på Vejlefjordbroen betyder væsentlig længere transporttid
Vejdirektoratet udfører i perioden fra den 7. til 10. januar 2022 reparationer på Vejlefjordbroen. Trafikanterne skal påregne væsentligt længere rejsetid.
Arbejdet er nødvendigt at udføre, da en del af fugekonstruktionen er ødelagt. Fugerne er en vigtig del af brodækket, da de sørger for, at broen kan bevæge sig som følge af temperatursvingninger, der får brodækket til henholdsvis at udvide sig om sommeren og trække sig sammen om vinteren.
Afspærringen begynder fredag 7. januar kl. 19.30 og slutter mandag den 10. januar kl. 6.
I forbindelse med arbejdet er det nødvendigt at spærre det højre kørespor i hele udførelsesperioden, og trafikanterne ledes derfor sammen fra 3 til 2 kørespor.
Desuden vil der i aften- og nattetimerne blive afspærret yderligere et kørespor, og der vil således kun være ét farbart spor i sydgående retning.
Der må forventes kødannelse i en stor del af udførelsesperioden på grund af spærringer af et eller to kørespor.
Både lørdag og søndag i dag- og aftentimer vil der være risiko for kødannelse, så trafikanterne skal påregne væsentligt længere rejsetid, lyder meldingen fra Vejdirektoratet.