23948sdkhjf

I lære som tankvognschauffør hos OK

Det er en udfordring i transportbranchen at finde chauffører i dag, og det problem ser kun ud til at vokse de kommende år.


Energiselskabet OK tager blandt andet ansvar ved at uddanne egne chauffører – i efteråret begyndte tre nye lærlinge, som skal lære at køre tankvogn - og forhåbentlig fortsætter de i OK efter endt læretid.

- I transportbranchen kommer vi til at stå med en kæmpe udfordring med mangel på chauffører, hvis vi ikke handler aktivt. Derfor er det vigtigt, at vi i virksomhederne gør en indsats for at tiltrække og uddanne de unge mennesker, siger logistikdirektør i OK, Søren Kejser.

- En anden årsag til, at det er vigtigt for os selv at uddanne vores chauffører, er, at det er en særlig gren af chaufførfaget at køre tankvogn. Det vil vi gerne selv uddanne dem i, siger Søren Kejser.

Variation og selvstændighed i hverdagen

OK’s tre chaufførlærlinge har netop afsluttet første skoleforløb og er i gang med den mere praktiske del og øvelse i at håndtere forskellige brændstoffer og leveringer til virksomhedens tankstationer, herunder også Truck Diesel-stationerne, samt til erhverv og privatkunder. De er enige om, at varierende arbejdsdage er en af fordelene ved at være tankvognschauffør.

- Det, jeg synes, er spændende som tankvognschauffør, er variationen mellem at køre og have stop med fysisk arbejde. Derudover kan jeg også godt lide at have et ansvar og arbejde selvstændigt, siger Maria Anastasia Lee Sørensen, som er OK’s første kvindelige chaufførlærling.

Benjamin Motzfeldt Huusmann er enig – han trives også godt med de forskellige opgaver i jobbet.

- Jeg kan også godt lide selvstændigheden i jobbet, og samtidig er vi en vigtig del af forretningen, da vi er dem, der møder kunderne. Det kan jeg godt lide, supplerer han.

Ingen af dem fornemmer, at man er alene, hvis man har spørgsmål.

- Chaufførerne holder god kontakt til hinanden, når de er ude at køre – og jeg kan godt lide, at man har gode kolleger at vende forskellige ting med undervejs, og man kan hjælpe hinanden, siger Benjamin Motzfeldt Huusmann.

Det med at have kolleger at sparre med i løbet af dagen, selvom man er alene i bilen, er noget, man lægger stor vægt på i OK.

- Det er vigtigt, at vores lærlinge bliver taget godt i mod, og at de får noget socialt sammen, både de tre lærlinge imellem, men også med de andre chauffører. Det er vigtigt for jobglæden og motivationen, supplerer Søren Kejser.

God stemning

For Maria Anastasia Lee Sørensen var der en særlig årsag til, at hun valgte vejen som tankvognschauffør.

- Min svigerfar arbejder hos HMK Bilcon og er med til at bygge OK’s tankbiler. Han har derfor hørt meget om OK og fortalt det videre til mig. Blandt andet om gode arbejdsforhold, og det gav mig lyst til at undersøge virksomheden nærmere, da jeg søgte ind på uddannelsen som chauffør, siger hun og fortsætter:

- Nu hvor jeg er startet, kan jeg mærke det selv – det handler om kulturen. OK er noget for sig selv, og der er en god stemning, slår hun fast.

Og det er ikke kun internt i OK, der er god stemning. Den gør sig også gældende ude hos kunderne, fortæller Martin Ulrik Olsen, der startede som chaufførlærling i august.

- Der er en hyggelig stemning, når du kommer ud til kunderne. Jeg var med ude hos en af vores kunder på over 90 år, gætter jeg på, som fortalte, at han havde fået leveret olie fra OK hele sit liv. Det er den slags små historier, som man snakker om og som er noget af det, der giver mig lyst til at gå på arbejde.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073