Svenske Einride bestiller 120 eActros
Produktionen af den fuldelektriske Mercedes-Benz eActros begyndte i oktober i år, og allerede nu er den første store ordre en realitet med en bestilling fra svenske Einride på hele 120 eksemplarer.
Einride har hidtil mest gjort sig bemærket med nogle prototyper på elektrificerede og selvkørende lastbilmodeller, hvoraf nogle har kørt i test over korte afstande – bl.a. i samarbejde med DB Schenker i Jönköping.
Ifølge Mercedes planlægger Einride dog udrulningen af den kommende flåde af eActros 300 og eActros 400 på udvalgte europæiske markeder i 2022.01.03
Den fuldelektriske eActros fås i to versioner med enten tre eller fire batteripakker hver med en nettokapacitet på omkring 97 kWh. Med den store batteripakke har eAtros en rækkevidde på op til 400 kilometer på en fuld opladning.
Hjertet i den elektriske lastbil er drivlinen, som udgøres af en bagaksel med to integrerede elmotorer og en gearkasse med to trin. De to motorer leverer en kontinuerlig ydelse på 330 kW (449 hestekræfter) og kortvarigt 400 kW (544 hestekræfter).
Drivlinen opsamler desuden energi ved nedbremsninger, så der også tilføres strøm til batteriet under kørslen. Det er muligt at lade med en effekt på op til 160 kW, og dermed kan batteripakken i eActros 300 lades fra 20 til 80 procent på lidt over en time.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.