Vestfyn Trækker flytter – og udsætter til 2024
Transportudstillingen Vestfyn Trækker hiver teltpænene op og bliver fremover afholdt i Middelfart.
Arrangementet afholdes normalt i Ejby, hvor arrangøren VBG har dansk hovedsæde. Men de lodsejere, som udlejer jord til arrangementet, har vokseværk – og det gav problemer forud for 2022-udgaven.
– Pludselig stod vi uden jord og plads, og så var gode råd dyre. Jagten gik derfor ind på et passende areal, siger Kim Kristensen, salgschef for VBG i Danmark.
I samarbejde med Middelfart Kommune blev der fundet en brugbar løsning. VBG-messen rykker derfor ud under den nye Lillebæltsbro og vil i perioden 24.-26. maj 2024 på ny åbne op for den vestfynske udstilling.
Det betyder altså også, at Vestfyn Trækker ikke bliver til noget i 2022 – og alle øjne rettes mod 2024.
- Foråret 2024 står ikke lige for døren. Men det er også helt nye rammer og et nyt setup, så der venter et stort stykke arbejde. Men en transportmesse under den nye Lillebæltsbro og i skønne omgivelser er helt ideelt, siger Kim Kristensen.