Opkrævning af p-afgifter går langsomt fremad
Skandalen om de ubetalte p-afgifter til udenlandske lastbiler på danske rastepladser har nu taget en moderat positiv drejning. I hvert fald ifølge Transportministeriets egen udlægning oven på de danske myndigheders indledte samarbejde med et britisk selskab.
De nye parkeringsregler og sanktioner blev indført fra sommeren 2018 på de statslige rastepladser i Danmark – og siden januar 2019 har Færdselsstyrelsen varetaget parkeringskontrollen på disse rastepladser, herunder opkrævning af parkeringsafgifter hos udenlandske chauffører og vognmænd.
Erfaringen viste hurtigt, at kun meget få p-afgifter til udenlandske lastbiler blev betalt. Efter massiv kritik af p-fiaskoen indgik Færdselsstyrelsen i begyndelsen af 2021 en aftale med opkrævningsvirksomheden Euro Parking Collection (EPC), der skal hjælpe med at få de ubetalte afgifter hjem.
Ved udgangen af september har Færdselsstyrelsen oversendt 5.711 ubetalte afgifter til behandling hos EPC. Påmindelses- og rykkerproceduren er igangsat i 1.220 af sagerne, og per 30. september 2021 er 527 afgiftssager afsluttet med indbetalinger.
Det vil sige, at ca. hver 10. af de ubetalte p-afgifter, som er oversendt til det britiske firma, nu er blevet betalt. Transportminister Benny Engelbrecht vælger dog at se positivt på tallene:
- Det skal være slut, at man kan misbruge vores rastepladser og efterlade et spor af ubetalte afgifter, bare fordi lastbilen hører til i udlandet. Det skaber en unfair situation for de danske lastbiler, der først og fremmest sjældnere parkerer ulovligt, men også i meget høj grad betaler de parkeringsafgifter, de bliver pålagt. Det går stadig langsomt med at få afgifterne hjem, men det er positivt, at arbejdet med at få udenlandske vognmænd til at betale parkeringsafgifter rent faktisk er i gang, og vi kan se, at når de får en rykker, så betaler mere end 40 procent også afgiften. Det tal skal vi gerne have op, og så skal vi have flere sager sendt til gældsinddrivelse, siger transportminister Benny Engelbrecht.
EPC er ved at indhente de nødvendige informationer hos de respektive landes myndigheder i 4.430 af sager, så påmindelses- og rykkerproceduren kan igangsættes. 522 sager er afsluttet uden betaling, blandt andet britiske afgifter, der er afvist på grund af forældelsesfrist i hjemlandet, fordi vognmanden har klaget over afgiften og fået medhold, eller mangelfulde data i bilregisteret i hjemlandet. Der er desuden flere lande, der har en lang sagsbehandlingstid, herunder Polen, Rumænien og Bulgarien.
EPC får kun betaling for de afgifter, de har succes med at inddrive. Opkrævningsvirksomheden får 20 procent af de afgifter, de medvirker til, bliver betalt.