ITD klager over bro-gebyr til udenlandske lastbiler
A/S Storebælt opkræver kontrolgebyr for køretøjer i strid med gældende EU-regler, mener ITD, der har sendt en officiel klage til EU-Kommissionen.
Det handler om, at A/S Storebælt 1. januar 2021 indførte en grøn rabatordning for overkørsler på Storebæltsforbindelsen. Men køretøjer fra lande uden centralt opslagsregister skal betale en meromkostning på 600 kroner per registreringsattest i kontrolgebyr, som andre køretøjer slipper for. Dermed slipper lastbiler fra landene Sverige, Norge, Finland, Holland, Storbritannien og Litauen for gebyret, mens køretøjer fra alle andre lande, hvor der ikke er et centralt opslagsregister, skal punge ud.
Efter klager fra ITD har A/S Storebælt allerede ændret ordningen, så der nu er tale om en engangsbetaling frem for – som oprindeligt planlagt – et gebyr for hver passage. Men det er ikke nok for ITD, der også anser en engangsbetaling som værende i strid med reglerne om ligebehandling.
- Vores forventning er, at Kommissionen kommer til samme konklusion som os, og A/S Storebælt derfor kommer til at ændre opkrævningen – og det forhåbentlig med tilbagevirkende kraft, så de, der har været tvunget til at betale et uretmæssigt gebyr, får alle pengene retur, siger Carina Christensen, adm. direktør i ITD.
ITD’s klage vil inden for 12 måneder blive vurderet af EU-Kommissionen, som vil forsøge at afgøre, om der skal indledes en formel traktatbrudsprocedure mod Danmark på baggrund af kontrolgebyret.