Nu kører de første lastbiler afsted med opgravede mink
Torsdag 13. maj begyndte arbejdet med at fjerne de nedgravede mink ved Nørre Felding ved Holstebro og Kølvrå ved Viborg med en prøveopgravning ved Nørre Felding.
Entreprenørselskabet Hans Frisesdahl A/S står for opgaven, der løses for Fødevarestyrelsen.
Det egentlige gravearbejde ved Nørre Felding forventes at begynde ugen efter prøveopgravningen, og Fødevarestyrelsen forventer, at arbejdet er færdigt medio juni. Herefter begynder arbejdet i Kølvrå, og Fødevarestyrelsen forventer, at alle mink er fjernet i midten af juli.
- Vi står med den vigtige opgave at få fjernet de mange mink fra områderne i Kølvrå og Nørre Felding. De lokale har allerede stået urimeligt meget igennem med nedgravningerne til utryghed og frustration for mange. Derfor glæder det mig, at vi nu får opgaven løst, siger fødevareminister Rasmus Prehn.
Et politisk flertal blev i december enige om at fjerne de nedgravede mink, som man med folkesundheden som øverste hensyn gravede ned i november.
Ifølge en risikovurdering fra Dansk Veterinær Konsortium smitter minkene ikke med COVID-19 efter seks måneder. Derfor kan opgravningen gå i gang nu.
- Vi stod med tre modeller for opgravningen, og vi bestemte os sammen med et politisk flertal for den sikreste løsning. Det har betydet, vi har måttet vente lidt længere, men til gengæld er der ingen risiko for smitte fra de udgravede mink. Når minkene er fjernet, sætter Fødevarestyrelsen rensningsanlæg op, som sikrer vandmiljøet i området, siger Rasmus Prehn.
Fødevarestyrelsen forventer at være færdige med opgravningen omkring midten af juli. Herefter vil arbejdet med at etablere lokale rensningsanlæg, der skal sikre vandmiljøet, gå i gang.
Fakta:
• Ifølge en forureningsundersøgelse fra Miljøstyrelsen er der ikke fare for drikkevand eller akut fare for søer og vandløb ved de nedgravede mink.
• Miljøstyrelsen vurderer, at hvis man ikke fjerner forureningen, vil den nå vandløb i løbet af 2-3 år og den nærliggende Boutrup sø efter 6-10 år.
• Derfor iværksættes afværgeforanstaltninger. Der etableres rensningsanlæg, som oppumper og renser vandet, så forureningen fjernes i tide.
• Den 3. november 2020 besluttede regeringen at slå alle danske mink ned, da sundhedsmyndighederne vurderede, at ”en fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner”.
• Aflivede mink i alt: 46.900 tons. Heraf er 1/3 pelset og bortskaffet på almindelig vis. Ca. 18.000 tons er brændt, og ca. 13.000 tons er gravet ned.