Nu vil regeringen afskaffe 11 kilo-reglen for varebiler
Transportminister Benny Engelbrecht har over for Politiken udtrykt ønske om at komme af med den såkaldte 11 kilo-regel inden for varebiltransporter.
Reglen betyder, at hvis varebil-vognmænd ikke transporterer pakker på mere end 11 kilo-regler, kan de komme uden om nye krav til tilladelser mm., som stilles til varebil-transportører.
Fra flere sider er reglen blevet kritiseret for at føre til spekulation i fx at dele gods op i mindre pakker for at smyge sig uden om reglerne.
Regeringens støtte til en afskaffelse af reglen bliver derfor også hilst velkommen af DTL.
- Vi kan jo af en redegørelse fra Færdselsstyrelsen til Folketingets Transportudvalg læse sort på hvidt, at 11 kilo-reglen med fordel kan afskaffes af hensyn til en mere effektiv håndhævelse og dermed bedre efterlevelse af reglerne. Styrelsen henviser i den forbindelse til politiets og styrelsens erfaringer med anvendelsen af reglerne i praksis. Dertil kommer, at EU-vejpakkens regler ikke omfatter en sondring vedrørende godsets vægt, hvilket også efter styrelsens opfattelse taler for at afskaffe den nationale regel, siger DTL-direktør Erik Østergaard.