23948sdkhjf

- Nej, der er ikke brug for flere p-pladser

Debatindlæg:

Der er ikke brug for flere p-pladser. Østeuropæiske lastbiler skal ikke langtids-udstationeres i flere år til Vesteuropa. De er jo det overordnede problem med manglende p-pladser.

Østbilerne og de mange tusinde fattige chauffører fra fjerne lande er her jo kun, på grund af at chaufførrene er langt langt billigere end vesteuropæiske chauffører.

Bilerne skal være hjemmehørende i de lande, de kører fra/til, og vognmændene/brugerne må stille p-pladser til rådighed på egen matrikel.

Selvfølgelig skal der også være rimeligt med offentlige p-pladser til rådighed for overnatninger på turene, men ikke til langtidsparkering.

Derfor burde man gøre som i Danmark, nemlig begrænse parkering på offentlige p-pladser til 25-30 timer i hele EU. Det vil betyde, at der er p-pladser nok allerede i dag. De fleste biler vil kunne holde hos vognmand, kunde eller måske ved chaufførens bopæl, når det lovpligtige ugehvil på 24-45 timer skal afholdes. Og i mange tilfælde - hvis der køres kortere ture- kan man måske disponere kørslen således, at et par gange i løbet ugen kan bilen komme forbi hjemadressen og holde det daglige hvil dér. Evt. kan en anden chauffør fortsætte turen.

Lastbiler er ikke en bolig, som folk skal “bo” i i flere måneder ad gangen. Hvad skulle hindre, at bilerne kører fra/til de lande de er registreret i, men med mulighed for enkelte EU-/cabotageture, i de tilfælde, hvor man herved kan undgå tom-kørsel, som jo er det egentlige formål med EU,/cabotagekørsel?

Jeg er klar over, at mange vil påstå, at vi ikke kan undvære de østeuropæiske biler i dag med den godsmængde, der skal køres. Jeg kan bare ikke få øje på, at bilernes nationalitet har noget at gøre med, hvad lastbiler kan producere. Så vestligt indregistrerede biler kan vel også bruges.

Alle ved det, politikerne vil ikke sørge lovene overholdes. Det handler kun om billig arbejdskraft til gavn for få, men til skade for mange, idet der ikke betales nævneværdig skat, og at det ikke er et forbrug i det samfund, de fattige chauffører arbejder/lever i.

Og hvem betaler så lige de mange p-pladser, der skal anlægges? Det gør såmænd de skatteborgere, hvis arbejdspladser de billige chauffører “stjæler”.

Nu kommer påstanden så om, at vi ikke har chauffører nok i Vesteuropa. Jo det har vi....men problemet er, at chauffør-jobbet er stærkt nedvurderet og underbetalt i en sådan grad, at ingen vesteuropæer gider beskæftige sig med at køre lastbil, hvilket skyldes løndumping fra Østeuropa.

Hvis man tænker på de lange arbejdsdage, en chauffør har, og efter min menig også et stort ansvar, bør lønnen jo være langt højere (selv i Danmark) sammenlignet med andre fag.

Jeg er sikker på, at man kan få vesteuropæerne i bilerne igen, hvis lønnen svarer til arbejdetsværdi, og der tilbydes rimelige fritidsordninger. Men hvis der skulle komme til at mangle, må man jo tilbyde østeuropæerne samme løn og fritidsordninger. Så er jeg sikker på, at ingen biler vil stå uden en chauffør.

Leif Therkelsen
Stationsvej 13
6622 Bække

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109