23948sdkhjf

Foreløbige tal peger på historisk få trafikdræbte i 2020

De foreløbige ulykkestal fra Vejdirektoratet viser, at 155 personer mistede livet i trafikken, og cirka 2.800 personer kom til skade. Dermed ser 2020 ud til at blive året med færrest trafikdræbte siden før 1930. Det hænger i høj grad sammen med nedgangen i trafikken på vejene på grund af Corona-restriktionerne.

Det er et markant dyk i forhold til sidste år, hvor 199 personer blev dræbt i trafikken. Og det ligger også under det hidtil laveste antal trafikdræbte på årsbasis, som stammer fra 2012, hvor 167 mistede livet.

Dermed bliver 2020 året, hvor vi får det laveste antal trafikdræbte i mere end 90 år.

En trist baggrund

- Det er naturligvis glædeligt, at antallet af dræbte personer i trafikken ser ud til at blive historisk lavt i år, men vi kan ikke skjule, at det sker på en trist baggrund, nemlig som følge af den pandemi, der har lukket det danske samfund helt eller delvist ned i perioder,siger transportminister Benny Engelbrecht.

- Udfordringen i de næste år, hvor vi forhåbentlig vender tilbage til vores normale samfund, er at fastholde den positive udvikling på trafiksikkerhedsområdet. Og det skal vi gøre ved et vedvarende fokus på trafikanternes adfærd med de redskaber, som vi har til rådighed, dvs. kampagner og lovgivningsmæssige tiltag i form af nye krav til for eksempel sikkerhedsudstyr og skærpede sanktioner, der kan medvirke til at nedbringe antallet af ulykker på vejene.

Hvad angår de tilskadekomne i 2020, så er de faldet med cirka ti procent i forhold til gennemsnittet de seneste fem år. Der var især færre tilskadekomne i personbil og på cykel. Det skyldes blandt andet, at der har været et stort fald i personbiltrafikken som følge af Corona-restriktionerne. Der var dog hverken færre dræbte i personbil eller på cykel, i årets første tre kvartaler, end der har været de foregående år.

Der var flere motorcyklister, der kom til skade i trafikken i 2020 i forhold til de foregående år, men færre motorcyklister, der blev dræbt.

Størst fald blandt studerende og erhvervsaktive

Vi ser det største fald i dræbte og tilskadekomne i trafikken i de aldersgrupper, der omfatter mange studerende og erhvervsaktive. Fra januar til september var der cirka 20 % færre dræbte og tilskadekomne blandt danskere fra 18-54 år i forhold til gennemsnittet for de seneste 5 år.

Det hænger sandsynligvis sammen med, at mange har arbejdet hjemme en stor del af året, og at de videregående uddannelser har haft distanceundervisning. Det betyder, at danskere fra 18-54 år har haft meget mindre transport til og fra arbejde eller studie, end de plejer. Dermed kommer de ud for færre trafikulykker.

Ulykkestallene for 2020 er et foreløbigt estimat

Ulykkestallene stammer fra Vejdirektoratets ulykkesstatistik, der laves på baggrund af indberetninger om trafikulykker fra politiet. Såvel politiets rapportering som vejmyndighedernes behandling af indberetningerne pågår, og tallene for 2020 vil først være endeligt opgjort i maj 2021. Der er derfor tale om et estimat ud fra de foreløbige tal i denne nyhed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078