DTL: Politiforliget er godt politisk håndværk
Der er en række fremskridt for godstransporterhvervet i det just indgåede politiforlig. Godt politisk håndværk, kalder DTL's administrerende direktør, Erik Østergaard, forliget, der blev præsenteret tirsdag aften.
Vejdirektoratet står til at overtage særtransporttilladelserne. Efter måneder med lange sagsbehandlingstider og forskelsbehandling mellem landsdele, lægger politiforliget op til, at Vejdirektoratet fremover skal stå for tilladelserne til særtransporterne. Dermed ser der ud til at være taget varigt hånd om problemet.
- Det er godt at se, at det ikke udelukkende er langsigtede strukturelle udfordringer, men også helt aktuelle - og selvskabte - problemer, der finder sin løsning i forliget. Det er godt politisk håndværk, siger Erik Østergaard.
Aftaleparterne er blevet enige om at frigøre mere end 100 politibetjente gennem en ressortoverdragelse, så afviklingen af teori- og køreprøver, udstedelse og administration af kørekort samt udstedelse af takografkort overdrages fra politiet til Færdselsstyrelsen.
- Det giver god mening. Der er ikke mangel på politimæssige opgaver og det er godt at der allokeres med henblik på at styrke den operative indsats. Mange af disse opgaver er primært administrative. Så også her har politiforliget taget et opgør med en årelang praksis, der ikke har været hensigtsmæssig. I DTL hilser vi det meget velkomment.
Aftaleparterne er desuden blevet enige om, at den samlede betaling for teori- og køreprøve forhøjes fra 600 kr. til 1.000 kr., hvoraf de 200 kr. går til at medfinansiere ressortoverdragelsen af visse færdselsopgaver, og de resterende 200 kr. går til medfinansiering af fastholdelsen af ca. 115 politiårsværk i politiet med henblik på at styrke den operative kapacitet. Regeringen og partierne bag forliget forventer, at der i forbindelse med ressortoverdragelsen forventes en overgangsperiode på 1-2 år med indfasning af it og ny opgavetilrettelæggelse.
- Det er en god aftale for transportbranchen. Det vil gøre en række processer langt mere smidige til gavn for både vognmænd og chauffører. Og frisætter desuden politiressourcer til andre og vigtigere opgaver. At pengene fra forhøjelsen forbliver i dels den nye ressortfordeling, dels i styrkelsen af politiet indsats, er kun en yderligere bonus ved forliget. Så fra DTL skal der lyde en stor tak til partierne bag aftalen.