Faglige kurser kører ufortrødent videre
Corona-krisen har også ramt uddannelsessektoren og kursusbranchen, men hos bl.a. Besko Akademi kører man fortsat på med relevante kurser til branchen – under trygge rammer, der er tilpasset den aktuelle situation.
Besko Akademi har fx skruet ned for deltagerantallet på kurserne, som nu kører med mindre hold.
»Jeg synes det er rart og mere personligt, når man kører med små hold. Som underviser kan man gå mere i dybden med den individuelle kursist. Her spørger jeg også ind til personlige oplevelser med liften, hvor jeg hjælper med at forklare, hvordan jeg ville have håndteret situationen eller problemet med liften,« fortæller Erling Jensen, der underviser på kurset om Dhollandia lift/læssebagsmæk.
»Jeg er selv udlært håndværker. Jeg ved af erfaring, at hvis man sidder på sin bagdel i for mange timer, så falder ens opmærksomhed, og man får derfor mindre ud af kurset. Derfor vægter jeg praktikken højt, når jeg underviser,« siger Erling Jensen.
Besko Akademi i Kolding har kurser planlagt hele efteråret og vinteren, og man kan stadig nå at få plads på flere af dem, oplyser Besko.
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.