TEC i Hvidovre bruger sættevogn til køreprøve
For første gang i historien, er der i København blevet afholdt køreprøve til kategori CE i et sættevogntog. Og med det helt rigtige resultat, nemlig at elev hos TEC i Hvidovre Jim Bekker (på billedet) bestod.
»Det har længe været et ønske fra transportbranchen, at kørsel i sættevogntog blev en del af erhvervelse af kørekort til kategori CE. Fra 1. juli 2020 blev det rent lovgivningsmæssigt en mulighed, og vi er rigtig stolte af at være first movers på dette område,« siger uddannelsesleder på TEC i Hvidovre, Morten Bo Sørensen.
»Vi har fremadrettet ændret vores kursusforløb, så både elever og kursister får prøvet at køre med forvogn og hænger, men også med sættevogn med både faste og medstyrende aksler, så man har en fornuftig baggrund for at komme ud til et job i transportbranchen. Vi kan ovenikøbet også tilbyde, at der rent praktisk, dog endnu kun på lukket område, bliver prøvet at manøvrere med de to mest gængse typer modulvogntog.«
»På sigt er der planer om, at der kan vælges et supplement til det almindelige CE-kursus, så man kommer i dybden med belæsning af sættevogn og modulvogntog, men også med et andet supplerende kursus får mulighed for at afprøve et modulvogntog i praksis på vejnettet. Vi håber naturligvis, at branchen vil tage rigtig godt imod vores nye tiltag og glæder os til at tage imod kursister og elever,« siger Morten Bo Sørensen.
Artiklen er en del af temaet Vognmænd.