23948sdkhjf

Nytårshilsen fra formanden for DTL

I starten af året spurgte vi DTL-medlemmerne, hvor alvorligt de så på social dumping, og vi spurgte, om de selv var eller havde været ramt. Halvdelen af de adspurgte DTL-vognmænd mente, at deres forretninger har lidt skade på grund af unfair konkurrence fra østeuropæiske lastbiler.

Hvert tredje medlem har måttet lægge forretningen om som følge af unfair konkurrence. Tallene bekræftede til fulde DTL’s forståelse af situationen, og det er derfor, DTL gennem hele året stædigt har fastholdt den dagsorden. Og det fortsætter vi med.

Flere og flere danskere bekymrer sig om dyrevelfærd, om slagteriernes praksis, om økologi, om kaffebønnen er plukket, eller tøjet er syet under fair og ordentlige vilkår. Det er en god og positiv udvikling. Men det er jo dobbeltmoralsk, hvis vi tilvælger et produkt, fordi arbejderen i Brasilien har haft ordnede forhold og så lukker øjnene for, at filippineren, der kører det frem til butikken i Roskilde, har levet under slavelignende vilkår i Padborg. Vi må med andre ord tænke hele værdikæden med. Også transporten.

Transportbranchen kan ikke bare fortsætte, som om intet var hændt. Kurt Beier-afsløringerne sidste år markerede et ”år nul”. Det handler om ordnede forhold, opgør med social dumping og i sidste ende, at transportkøberne begynder at tage ansvar.

Det har man også indset i Bruxelles, og derfor kan vi i skrivende stund konstatere, at de længe ventede vejpakker nu endelig efter tre års forhandlinger vedtages af lovgiverne i EU. Det bliver regler, der giver en helt naturlig beskyttelse af de nationale transportmarkeder, samtidig med, at der stadig vil være et indre marked, hvor transporter kan færdes frit over grænserne. Det skulle gerne lette forholdene for de danske vognmænd – og gøre det sværere som køber og transportør at spekulere i sindrige konstruktioner for at dumpe omkostningerne på bekostning af de nationale vognmænd.

Det har man også indset i Danmark, hvor arbejdsmarkedets parter har fremsat forslag om, at de udenlandske chaufførers lønniveau gennem lovgivning skal følge det danske overenskomstniveau.

Organisationer, der står uden for DA-fællesskabet, har protesteret og kaldt ny lovgivning for en monopolisering af 3F’s overenskomster. Men de ved udmærket godt, at de udenlandske chauffører aldrig bliver en del af det danske arbejdsmarked og derfor kun kan håndteres gennem lovgivning.

Derfor bakker DTL fuldt op om forslaget fra Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation samt regeringens ønske om at omsætte deres forslag til lovgivning. Så godskørselsloven også kommer til at gælde udenlandske chauffører, der kører cabotagekørsel og kombitrafik i Danmark.

Ikke bare på det sociale område vil de kommende år byde på store forandringer. Det vil også være tilfældet, når det gælder alle de forhold, der vedrører klima og miljø. Og her er der ingen tvivl om, at også transporterhvervet går store forandringer i møde. Det er heller ikke i sig selv noget problem for de danske vognmænd.

I DTL ser vi udviklingen som en realitet og dermed som både politisk og praktisk uafvendelig. Det er derfor en bunden opgave for os at være med til at kvalificere de politiske beslutninger, der kommer til at gælde for transportområdet, når vi taler klima. Og en bunden opgave at styrke DTL-medlemmernes viden, parathed og mulighed for at agere klogt og rettidigt i forhold til den nye virkelighed.

Klimaforandringerne vil stille krav til alle personer og til alle erhverv om at tænke sig grundigt om, bryde dårlige vaner og vanetænkning samt finde måder at bidrage til den grønne omstilling på. Det gælder også transportområdet. DTL kom allerede i år med en række forslag, som hver for sig og samlet vil kunne bidrage til en omlægning af godstransporten, som vi kender den.

I lyset af EU's vejtransportpakker, som kommer til at virke i næste årti, vil behovet for øget myndighedskontrol kun vokse. Den opgave giver det ikke mening at belaste det danske politi med, og DTL har gennem året talt varmt for, at der bør ske overflytninger af opgaver fra politiet til Færdselsstyrelsen. Overflytningen kunne ideelt set udmøntes i, at der etableres et dansk BAG efter tysk forbillede.

Indtil videre har regeringen valgt at aflyse en planlagt overflytning af opgaver fra politiet til Færdselsstyrelsen. Men dette vil være en af DtL’s prioriteter i det kommende år. I forvejen står en samlet branche bag ved ønsket om at kvalificere kontrollen af erhvervskøretøjer.

Martin Danielsen,
formand DTL – Danske Vognmænd

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063