23948sdkhjf

Arabiske drømme i årets Dakar-rally

Det bliver på mange måder nye tider i Dakar 2020 – og på mange måder er alt ved det gamle

»Vi står foran et blankt stykke papir. Men pludselig er det fyldt med farver. Dette er magien ved vores verdens ørkener.«

Sådan forsøger David Castera, løbsdirektør for Dakar-rallyet, at sælge flytningen fra Sydamerika til Saudi-Arabien forud for Dakar 2020, der altså skifter de latinske landskaber ud med arabisk ørken.

Det saudiske kongedømme arbejder målrettet på at tiltrække flere store sportsbegivenheder og gøre sig mere bemærket i forskellige store internationale konkurrencer og mediebegivenheder. At det er lykkedes at få Dakar-rallyet til landet – som det første arabiske land nogensinde – er således en del af et større saudisk fremstød på sportsområdet i disse år.

Hårdt terræn

Startskuddet til Dakar 2020 går nu på søndag - den 5. januar - hvor deltagerne ruller ud fra havnebyen Jeddah på den saudi-arabiske vestkyst ud til Det Røde Hav. Foran dem ligger knap et par ugers ræs over 10 etaper, som vil føre deltagerne i biler, på motorcykler og – først og fremmest – i lastbiler gennem et arabisk terræn af ørken, klipper, bjerge og andre strabadser.

Som altid i Dakar-rallyet – uanset hvor det har været afholdt – så er sand en væsentlig ingrediens i rutebeskrivelsen, og denne udgave bliver heller ingen undtagelse. Samlet set skal kørerne tilbagelægge omkring 4500 km, som vil sætte deres udholdenhed på en hård prøve.

Undervejs kommer de igennem flere af Saudi-Arabiens særlige nationalområder og reservater, bl.a. det kystbeliggende ”Rødehavs-projekt”, som består af 90 små øer.

Løbet kommer også tæt forbi grænsen til Jordan, hvor en række bjergmassiver fører deltagerne højt til vejrs. Det højeste sted, hvor der skal køres ræs, vil være 1400 meter over havets overflade, og den tyndere luft kan give ukendte udfordringer for både chauffører og materiel.

Kamaz eller Iveco?

Noget, der til gengæld er, som det plejer, er, at det kommende Dakar-rally tegner til at blive et nyt opgør mellem øst og vest – eller rettere sagt mellem den russiske Kamaz-fabrik og så det hollandsk baserede Iveco-mandskab, som igen stiller til start med en række biler i håbet om at slå hul på den russiske dominans, der har ligget så tungt over løbet siden årtusindskiftet.

Det var tæt på at lykkes i januar 2019, men på trods af en stærk slutspurt på løbets afsluttende etaper lykkedes det ikke for det hårdt satsende Petronas Team De Rooy Iveco at indhente de førende Kamaz-kørere i det seneste Dakar-rally. Her var det igen en Kamaz-lastbil, som kunne køre over målstregen i Perus hovedstad, Lima, som vinder af rallyet – og for fjerde gang hed den hurtigste chauffør Eduard Nikolaev, mens landsmanden Sotnikov blev nummer to.

Den hollandske kører Gerard de Rooy, som ellers brød russernes Dakar-monopol med triumfer i 2012 og 2016, sluttede på tredjepladsen i den samlede stilling. Team De Rooy kunne dog glæde sig over, at holdet som det eneste i Dakar 2019 fik alle fire deltagende lastbiler helskindet igennem løbet – og alle fire Iveco’er sluttede i top-10.

Iveco uden profilen

Noget, der bliver helt anderledes for det hollandske team i 2020, bliver, at den store profil, Gerard de Rooy, på forhånd har meldt ud, at han må springe Dakar 2020 over. Det sker pga. tilbagevendende rygproblemer, som igen kræver en operation for at få den erfarne rallychauffør tilbage bag rattet i topform.

På trods af afbuddet fra Gerard De Rooy vil hans hold, Petronas Team De Rooy Iveco, alligevel stille til start med fire rally-lastbiler med den klare mission om at besejre Kamaz.

Hvordan det hele spænder af, ved vi meget mere om, når deltagerne runder knap to ugers strabadser af med at krydse målstregen i Al Qiddiya – for derefter at kunne gøre status, hvem der fik sin arabiske drøm opfyldt, og for hvem mødet med den saudiske ørken blev et mareridt.

Om Dakar-rallyet:

Den første udgave af løbet blev skudt i gang 26. december 1978 med start i Paris og mål i Senegals hovedstad, Dakar. Løbet hed derfor til at starte med Paris-Dakar, men i dag officielt blot ”Dakar” – af respekt for den store betydning, som det afrikanske landskab har haft for løbet.

I 2008 blev løbet aflyst pga. terrortrusler i Afrika. Fra 2009 til 2019 blev løbet derfor kørt i Sydamerika – med Argentina som fast omdrejningspunkt.

I 2020 finder Dakar for første gang sted i et arabisk land, når Saudi-Arabien er vært for Dakar-feltet.

I 2019 stillede 40 lastbiler til start. 14 af dem gennemførte hele løbet.

De seneste vindere:

Siden årtusindskiftethar fire mærker vundet Dakar-rallyet for lastbiler:

2019: Kamaz

2018: Kamaz

2017: Kamaz

2016: Iveco

2015: Kamaz

2014: Kamaz

2013: Kamaz

2012: Iveco

2011: Kamaz

2010: Kamaz

2009: Kamaz

2008: (aflyst)

2007: MAN

2006: Kamaz

2005: Kamaz

2004: Kamaz

2003: Kamaz

2002: Kamaz

2001: Tatra

2000: Kamaz

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203