Nyt projekt skal teste Ivecos gas-trækker herhjemme
I et projektsamarbejde mellem den danske Iveco-importør og Roadshow ApS i Fakse er opstået muligheden for at afprøve og profilere Ivecos gastrækkere, som er blandt de reneste lastbiler på markedet i forhold til udledning af CO2, Nox og partikler.
»Vi er en virksomhed, der planlægger og udfører alle former for mobile roadshows, både i ind- og udland. Vi har en fast og trofast skare af kunder, for hvem vi gennemfører events og opstillinger - mange gange på flere lokationer rundt omkring i landet. Det store fokus på grøn og bæredygtig transport, som vi oplever fra alle sider i øjeblikket, gør, at også vore kunder begynder at efterspørge grønne og bæredygtige transportløsninger i forbindelse med booking af et event eller et roadshow hos os,« siger Bill Larsen fra Roadshow ApS.
Trækkeren, som om kort tid triller ud på de danske landeveje for Roadshows ApS, er en Iveco Stralis AS440S46 NP T/P 4x2. Der er tale om en standard 2-akslet trækker med stort førerhus og 460 hk under hytten. Det bæredygtige islæt i bilen er, at den, i stedet for traditionel diesel-drift, kan køre på både komprimeret CBG biogas (compressed biogas) og flydende LBG biogas (Liquified biogas).
Reduktionen af de skadelige Nox-gasser, som findes i udstødningen fra alle biler, er 70% lavere ved kørsel på biogas og mængden af partikler, som udledes i luften, reduceres med 95%.
I Danmark findes der indtil videre 17 tankstationer med komprimeret gas (CNG eller CBG), hvor man udelukkende tanker certificeret biogas.
Tankstationer med flydende naturgas (LNG) er der dog indtil videre ingen af i Danmark. Flydende – altså stærkt nedkøles – gas har den fordel, at det fylder mindre, og derved bliver rækkevidden større for lastbilen.
Grunden til at vi ikke ser fyldestationer med LNG (flydende naturgas) eller LBG (flydende biogas) herhjemme skyldes primært, at gasprisen er for høj i forhold til vore nabolande – specielt Tyskland. I Danmark er gassen pålagt en afgift, som gør den dyrere end diesel, og derfor har private vognmænd, som ikke kører under offentlige kontrakter (hvor der kan stilles krav om at køre på biogas), ikke noget incitament til at køre på klimavenlig biogas.
Samarbejdet mellem Iveco og Roadshow ApS skal bl.a. resultere i nogle driftsdata for kørsel på biogas herhjemme.
»Vi glæder os rigtig meget til at høre, hvordan den bæredygtige lastbil bliver modtaget hos Roadshow ApS’ kunder. Nu har de forespurgt en bæredygtig løsning, så nu er det spændende, om de også er klar til at betale den beskedne ekstra omkostning, der er ved miljørigtig og bæredygtig drift på biogas, til gavn for hele den danske befolkning,« siger Jesper Smedegaard, key account manager hos Iveco Danmark.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.