Lastbilen stopper ikke
Det har aldrig været intentionen, at der skulle blokeres og strejkes og sættes en stopper for danskernes julehandel. Derimod har gruppen ”Nu stopper Lastbilen” hele vejen igennem været interesserede i dialog.
Med en medlemsskare på 9655 er det også uundgåeligt at politikere og myndigheder lytter til ordene og holdningerne bag de mange chaufførstemmer.
»Vi kan ikke ændre på bødestørrelserne, der træder i kraft 1. januar 2020, for det er vedtaget, men vi kan tilkendegive vores utilfredshed over for politikerne. Det er vores klare fornemmelse, at vi har fået flere politikere til at åbne øjnene og sige, ”Var det virkelig det, vi stemte for – det var måske ikke det bedste”,« siger Thomas Winding, der er chauffør og den ene af to talsmænd for gruppen ”Nu stopper lastbilen”.
På gruppens facebookside er det klart for enhver, at der er uenighed blandt medlemmerne om, hvorvidt det er en god idé at stoppe lastbilerne og dermed den travle julehandel og trafikken. Men Thomas Winding slår fast, at gruppens holdning er, at en blokade skal være den absolut sidste udvej.
Og lige nu bliver der ikke taget skridt til hverken at stoppe lastbilerne eller andre former for aktioner. For gruppen venter på én ting.
»Lige nu venter vi på bødekataloget, og når vi får det, vil vi forholde os til, hvad der står deri, før vi beslutter, hvad der videres skal ske,« siger Thomas Winding.
»Ingen af os får noget ud af, at vi går ud med høtyve og vil ”se blod”. Det er ikke på den måde, vi skal skabe resultater. Vi udfører hver dag et samfundsmæssigt stykke arbejde, og det er ikke fordi, vi er bedre end andre, men vi skal ikke ses på som kriminelle, som mange chauffører føler, vi bliver,« siger Thomas Winding.
I Frankrig har de franske lastbilchauffører meldt ud, at de stopper lastbilerne i dag for at vise deres utilfredshed over stigende dieselpriser. Det har et medlem af gruppen ”Nu stopper lastbilen” fremhævet i en kommentar, og undrer sig over, hvorfor de danske chauffører ikke kan stå sammen og gøre det samme.
»Jeg tror, det er svært at samle de danske chauffører i noget lignende, fordi der er så mange forskellige holdninger og alle vil gerne bestemme. Jeg vil stadig gerne understrege, at vi i gruppen ikke har blokade som en del af det, vi vil. Det kan blive nødvendigt ja, men det er ikke første prioritet at forsøge at løse tingene på den måde,« siger Thomas Winding.