Slut med fragtbreve i skraldespanden: Sparer 45 tons papir
I juni måned påbegyndte Danske Fragtmænd som en del af en større digitalisering af forretningen at udfase modtagers kopi af fragtbrevet. Her ved slutningen af året er processen tilendebragt, og virksomheden kan nu glæde sig over, at de på årlig basis har sparet miljøet for 45 tons papir.
Selvom udfasningen af modtagers kopi ikke primært skyldes et ønske om at minimere virksomhedens miljøaftryk, så har hensynet til miljøet dog alligevel vægtet højt. Administrerende direktør Jørn P. Skov fortæller:
»Vi oplevede, at en stor del af vores kunders modtagere ikke ønskede en kopi af fragtbrevet. Det betød, at vi hvert år printede mere 9.000.000 kopier, der i de fleste tilfælde blot landede i modtagers skraldespand. Vi belastede derfor helt unødvendigt miljøet, og det kunne vi naturligvis ikke med god samvittighed fortsætte med. Derfor valgte vi i forbindelse med en omfattende digitalisering af vores forretning at stoppe med at printe en kopi til modtager.«
Den årlige besparelse på 9.000.000 kopier betyder, at der i fremtiden vil blive fældet 400 færre træer om året. Administrerende direktør Jørn P. Skov er ikke i tvivl om, at det er et tiltag, som virksomhedens medarbejdere kan være stolte af.
»Der hersker ingen tvivl om, at Danske Fragtmænd er en virksomhed, der med vores mange lastbiler belaster miljøet. Og der er ikke noget, jeg hellere ville end at skifte hele vores flåde ud med nogle mere miljøvenlige løsninger, som eksempelvis eldrevne lastbiler. Det er dog ikke en mulig løsning lige nu. Derfor må vi kigge på andre dele af vores forretning, hvor vi som virksomhed kan bidrage til at minimere den samlede CO2-udledning. Udfasningen af modtagers kopi er godt eksempel på det, og et tiltag som vi godt kan være stolte af,« siger Jørn P. Skov.