Dansk MAN-direktør stopper øjeblikkeligt
MAN Truck & Bus meddeler onsdag, at Niels-Jørgen Toft Jensen, adm. direktør for MAN selskaberne i Danmark, Norge og Sverige, efter fælles aftale, har valgt at forlade sin stilling.
MAN oplyser ikke nogen nærmere begrundelse for årsagen til det pludselige exit.
Niels-Jørgen Toft Jensen overtog ansvaret for MAN i Danmark i sommeren 2017, da han afløste Christian Barsøe på posten. I forvejen var Niels-Jørgen Toft Jensen direktør for MAN i Norge og Sverige, og i de seneste to et halvt år har han så haft det samlede ansvar for MAN i hele Skandinavien.
Som midlertidig direktør indtræder Magnus G. Karlsson som ansvarlig for alle tre MAN-selskaber i Skandinavien, indtil en mere permanent løsning er fundet, oplyser MAN.