23948sdkhjf

If køber Viking Assistance

Køb af vejhjælpsfirma gælder alle Vikings ydelser i hele Norden.

Forsikringsselskabet If køber alle aktier i Viking Assistance. Aftalen gælder alle Vikings ydelser i hele Norden.

Viking fortsætter som et selvstændigt selskab og varemærke med uændret ledelse – som et førende vejhjælps- og assistanceselskab, der opererer i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

If er Nordens største forsikringsselskab, der blandt andet forsikrer hver femte bil i Norden gennem egne bilforsikringer og bilmærkeforsikringer via en række førende bilproducenter.

Passer godt sammen

- If og Viking har samarbejdet i mange år og passer godt sammen. Aftalen sikrer et endnu tættere samarbejde, hvilket vil være en fordel for både bilejere og vores partnere i bilbranchen, siger koncernchef i If, Morten Thorsrud.

- Mobilitet og måden at have og bruge bil på ændrer sig markant i disse år. Vi vil sikre, at vi også i fremtiden kan tilbyde gode løsninger for vores kunder. Uanset om kunden ejer, leaser eller har en anden billøsning skal vi sikre en enkel og ukompliceret løsning for kunderne. Med købet af Viking vil If også kunne følge endnu bedre op på kunderne, når de har brug for hjælp, siger han.

Naturlig udvidelse

I flere lande er det almindeligt, at forsikringsselskaber ejer vejhjælps- og assistanceselskaber, og Ifs koncernchef betragter købet af Viking som en naturlig udvidelse af forretningen.

- If og Viking er begge store, nordiske selskaber med stærke varemærker og leverandører af tryghed i folks hverdag. Virksomhederne deler også visionen om at udvikle gode digitale løsninger for kunderne, og vil samarbejde om at udvikle disse sammen med andre aktører inden for mobilitet, siger Morten Thorsrud.

Viking har 320 servicestationer i sit netværk, som betjener hele Norden. Viking håndterer 1,5 millioner telefonsamtaler og foretager omkring 460.000 assistancer om året.

Store muligheder

- Vi er meget tilfredse med aftalen og ikke mindst stolte over at blive en del af Nordens største forsikringskoncern, siger koncernchef i Viking Assistance, Hans Petter Semmelmann.

- Med If som ejer får Viking store muligheder for at videreudvikle forretningen. Vi er nu i en position, hvor vi kan udvide både geografisk og inden for nye forretningsområder, siger han.

- Dette giver os adgang til kompetencer, kapital og kunder samtidig med, at Viking bevares som et selvstændigt selskab og varemærke for at sikre neutralitet og konkurrenceevne over for vores øvrige samarbejdspartnere inden for køretøjer og forsikring, tilføjer Hans Petter Semmelmann.

Købet får ingen praktisk betydning for vejhjælps- og assistancenetværket, ansatte, kunder eller øvrige samarbejdspartnere.

If køber Viking af de nuværende ejere, opkøbsfond forvaltet af AAC Capital Partners og Intermediate Capital Group PLC, samt medlemmer af koncernledelsen.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.214