23948sdkhjf

New Actros er Årets Lastbil i Europa

Mercedes-Benz’ nye Actros-generation er blevet valgt til International Truck of the Year 2020 af en jury bestående af 24 journalister og redaktører fra førende transportmedier i lige så mange europæiske lande.

Den prestigefulde pris blev overrakt til Uwe Baake, chef for produktudvikling hos Mercedes-Benz Trucks, under et galla-arrangement onsdag aften på Solutrans, årets største transportmesse i Europa, som i disse dage afholdes i den franske by Lyon.

Med et samlet pointtal på 121 kom det tyske flagskib ind på en førsteplads i afstemningen – tæt forfulgt af Ivecos nyligt lancerede topmodel S-Way, og med Volvo Trucks’ brændstofbesparende FH I-Save på tredjepladsen.

Ifølge vedtægterne i organisationen International Truck of the Year (IToY) skal den årlige pris uddeles til en lastbil, som er introduceret til markedet inden for de seneste 12 måneder, og som har ydet et stort bidrag til effektivitet i vejtransporten. Herunder indgår en række kriterier, såsom teknologisk innovation, komfort, sikkerhed, køreegenskaber, brændstoføkonomi, miljømæssigt aftryk og Total Cost of Ownership (TCO).

Markante forbedringer

Mercedes-Benz har i den nye Actros-generation bygget videre på den eksisterende serie for at udvikle en ny lastbil, som tilbyder store markante forbedringer på vigtige punkter, såsom delvist automatiseret kørsel, udvidede fartpilot- og gearskiftesystemer og adskillige banebrydende sikkerhedssystemer.

Blandt de sidstnævnte fremhævede juryen især introduktionen af MirrorCam-systemet, som erstatter de traditionelle udvendige sidespejle og hjælper effektivt chaufføren under manøvrering, sving og vognbaneskift. Desuden forbedrer MirrorCam ikke kun det generelle udsyn, men også lastbilens aerodynamik.

Under en længere testkørsel i det sydlige Spanien værdsatte medlemmerne i Truck of the Year-juryen også det nye Active Drive Assist-system, som under visse omstændigheder kan overtage kontrollen over både fart og styring af lastbilen, og dermed tillade delvist automatiseret kørsel ved alle hastigheder.

Til slut fremhævede IToY-journalisterne de udvidede funktioner i den nye Actros’ Predictive Powertrain Control (PPC)-system og det totalt digitale Multimedia Cockpit, som erstatter det konventionelle instrumentbræt. PPC kan nu også bruges til at tilpasse hastigheden på snoede landeveje og sving og dermed spare brændstof og lette chaufførens arbejde.

Formanden for International Truck of the Year, Gianenrico Griffini, opsummerede juryens begrundelse således ved kåringen:

»Med introduktionen af New Actros har Mercedes-Benz leveret en førsteklasses lastbil, som baner vejen mod udvikling af fremtidens selvkørende lastbiler.«

Om International Truck of the Year:

International Truck of the Year (IToY)-prisen blev oprindeligt lanceret i 1977 af den britiske journalist og redaktør Pat Kennett. I dag består IToY af 24 jurymedlemmer fra ledende lastbilmagasiner over hele Europa.

I de seneste år har IToY-gruppen udvidet med en række associerede medlemmer fra voksende lastbilmarkeder i lande som Kina, Indien, Sydafrika, Australien, Brasilien, Japan, Iran og New Zealand.

Danmark er repræsenteret i International Truck of the Year med Lastbil Magasinets redaktør, Rasmus Haargaard.

Sådan stemte de:

For kåringsåret 2020 var der tre emner på stemmesedlen: Mercedes-Benz Actros 5. generation, Iveco S-Way og Volvo FH I-Save. Hvert jurymedlem har 12 point at fordele på de nominerede lastbiler og må højst placere syv point på én nomineret. Man behøver ikke nødvendigvis at anvende alle 12 point.

Mercedes-Benz Actros                     121 point

Iveco S-Way                                           113 point

Volvo FH I-Save                     47

Truck of the Year igennem 44 år:

1977: Seddon Atkinson 200

1978: MAN 280

1979: Volvo F7

1980: MAN 321

1981: Leyland T45

1982: Ford Cargo

1983: Renault G260/290

1984: Volvo F10

1985: Mercedes-Benz LN2

1986: Volvo FL

1987: MAN F90

1988: DAF 95

1989: Scania 3-serien

1990: Mercedes Benz SK-serien

1991: Renault AE Magnum

1992: Iveco Eurocargo

1993: Iveco Eurotech

1994: Volvo FH

1995: MAN F2000

1996: Scania 4-serien

1997: Mercedes-Benz Actros

1998: DAF 95 XF

1999: Mercedes-Benz Atego

2000: Volvo FH

2001: MAN TGA

2002: DAF LF

2003: Iveco Stralis

2004: Mercedes-Benz Actros

2005: Scania R-serien

2006: MAN TGL

2007: DAF XF 105

2008: MAN TG-serien

2009: Mercedes-Benz Actros

2010: Scania R-serien

2011: Mercedes-Benz Atego

2012: Mercedes-Benz Actros

2013: Iveco Stralis Hi-Way

2014: Volvo FH

2015: Renault T

2016: Iveco Eurocargo

2017: Scania R/S

2018: DAF XF/CF

2019: Ford F-Max

2020: Mercedes-Benz Actros

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219