Trailermarkedet i frit fald
Det vesteuropæiske trailermarked gik i første halvår af 2019 frem med en beskeden stigning i salget af lastbiltrailere på 0,4%. Andet halvår ser dog langt værre ud, og ifølge en frisk prognose kommer årets sidste halvdel til at lande på en tilbagegang på 14,9% i Vesteuropa.
Ifølge konsulentfirmaet Clear International vil alle vesteuropæiske lande – undtagen Norge – opleve tilbagegang på trailermarkedet i 2019 som helhed. Danmark er blandt de lande, som har haft nedgang i trailersalget helt tilbage fra årets første kvartal.
Det faldende trailersalg i år kommer oven på et meget højt niveau i 2018, hvor Vesteuropas vognmænd købte trailere i et antal, som kun er overgået af rekordåret 2007.
Trods forventet tilbagegang i år og dele af næste år, så er alt ikke sort på det vesteuropæiske trailermarked. Perioden 2017-21 tyder fortsat på at blive den femårsperiode i historien, hvor der vil blive solgt flest trailere samlet set. Den nuværende rekord er perioden 2004-08.
Artiklen er en del af temaet Trailere.